Spicy krydderurtesalt - Mad med glød

Spicy krydderurtesalt

Der spreder sig en helt fantastisk duft i hele huset, når jeg laver denne spicy krydderurtesalt. Den består af appelsinskal, citronskal og en masse skønne krydderier. Jeg er vild med forskellige slags krydderurtesalt blandinger, der passer til årstiden. Denne version er meget aromatisk og passer til mange forskellige retter.

Her følger opskriften på den version jeg lavede for nylig.

4 spsk hel koriander

3 spsk hel anis

3 spsk hel spidskommen

4-5 hele røde chilier

5 cm af en gurkemejerod ( skær skrællen af)

Revet skal fra 2 øko citroner

Revet skal fra 3 øko appelsiner

3 dl fint uraffineret havsalt

Riv skallen af appelsinerne og citronerne. Sørg for at få så lidt med af det hvide, der sidder lige under skallen, som muligt. Det smager meget bittert. De hele krydderier, koriander, anis og spidskommen, skal tørristes på en pande først. Ikke brankes, men lige kortvarigt ristes af. Det fremhæver smagen i krydderierne. Hvis du har en lille kaffe- eller krydderi mølle, er det fint først at male dem ( anis, koriander, spidskommen og gurkemeje.) Derefter skal både salt, revet appelsin og citronskal, chili ( uden kerner, hvis den ikke skal være alt for stærk) og alle de andre krydderier i foodprocessoren og køres til blandingen er findelt og ensartet. Kom nu blandingen på en bageplade med bagepapir . Tør det i ovnen ved ca 50 gr  i ca. 1 1/2 times tid. Fyld derefter salten på små glas.

Nu har du den dejligste kryddersalt, til at bruge i vinterens varmende madretter.

God fornøjelse!!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.