Flødestuvede østershatte m/brændenælde og ramsløg og grøn salat m/bagte grønsager - Mad med glød

Flødestuvede østershatte m/brændenælde og ramsløg og grøn salat m/bagte grønsager

Jeg har været så heldig at finde nogle super flotte, økologiske østershatte. (I Super Brugsen i Jægergårdsgade i Århus). Dem fik jeg lyst til at lave en flødestuvning af. Og så skulle der selvfølgelig nogle vilde planter i også. Det blev til brændenælde og ramsløg. Østershattestuvningen blev serveret oven på et stykke ristet langtidshævet speltbrød m/rosmarin, og  med en blandet grøn salat med bagte rødløg, fennikel og snackpebre. Salaten var toppet med tørristede mandler der var vendt i olivenolie, paprika og urtesalt. En enkel ret når man ikke er voldsomt sulten.

Her følger opskriften:

Flødestuvede østershatte m/ brændenælde og ramsløg:

300 g østershatte (renses og skæres i mindre stykker)

1 1/2 dl fløde (mandel, soja eller havrefløde)

3 fed hvidløg (i skiver)

2 spsk smør (Smørbar)

1 stor håndfuld ramsløg ( finthakket)

1 stor håndfuld brændenælde (overhældt med kogende vand i en si og finthakket)

Revet muskatnød

Citronsaft ( smag selv til)

Urtesalt og friskkværnet peber

Smelt smørret på en pande. Svits hvidløgsskiverne kort. Tilsæt østershattene og lad dem svitse med til de begynder at smide noget af væsken. Tilsæt nu ramsløg og brændenælde, krydderierne og fløden. Lad det koge ind og smag til med citronsaft, salt og peber. Serveres oven på et stykke ristet brød.

Her var til 4 stykker ristet brød.

Blandet grøn salat m/ bagte rødløg, fennikel,  snackpebre og mandler:

1 bakke Napolitana salat

2 små rødløg (skåret i både)

2 snackpebre ( skåret i grove stykker)

1/2 knoldfennikel ( skåret i samme str. som rødløgene)

2 spsk olivenolie

urtesalt og friskkværnet peber

Vend alle grønsagerne i olivenolie og kom salt og peber over. Kom dem i et ovnfast fad, der er smurt med olivenolie. Kom blandingen i ovnen ved 200 gr i ca 20 min. Lad det nu køle af og bland de bagte grønsager med en bakke blandet grøn salat. Jeg brugte en bakke Napolitana salat.

50 g mandler

1 tsk olivenolie

1/2 tsk paprika

En smule urtesalt

Tørrist mandlerne på en pande, til de er let gyldne. Sluk nu for panden og tilsæt olivenolien, paprika og urtesalt. Rør rundt så olien og krydderierne  fordeler sig på alle mandlerne. Lad mandlerne køle let af og hak dem groft. De tilsættes oven på salaten og de bagte grønsager.

Go appetit!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar