Omelet med løgkarse og fyld af grøn blandet salat m/bagte auberginer og rødpeber - Vegansk opskrift - Mad med glød

Omelet med løgkarse og fyld af grøn blandet salat m/bagte auberginer og rødpeber

Nemme og samtidig lækre måltider er kærkomne på en travl hverdagsaften. Omeletter på alle mulige forskellige måder, bliver jeg aldrig træt af. De kan varieres i det uendelige. Og da vi selv har høns og dermed vores egne super lækre frisklagte æg, med totalt orange blomme, er det ofte en løsning jeg vælger. Omeletten i denne opskrift er med løgkarse. Løgkarse er en smuk vild plante, med fine fligede lysegrønne blade og små hvide blomster i toppen. Løgkarse smager mildt af løg. I denne omelet har jeg brugt to store håndfulde blade og blomster fra løgkarsen. Som fyld har jeg brugt en spinatsalat med bagte auberginer og bagte røde pebre. Lækker enkel aftensmad. Spis evt en skive rugbrød til.

image

 

Opskrift på omelet til 1 person:

2 æg

4 spsk mælk, fløde el plantemælk

2 store håndfulde løgkarseblade og blomster ( finthakkede)

Lidt chili ( enten frisk chili eller chilisauce)

1/2 tsk urtesalt

friskkværnet peber

olivenolie eller kokosolie til stegning

Pisk æg og mælk, salt, peber og chili grundigt sammen. Tilsæt det hakkede løgkarse og pisk igen. Varm panden grundigt op med fedtstoffet og hæld æggemassen på. Skru ned for varmen og vent med at vende omeletten til massen er lidt fast og kan vendes. Vend nu omeletten og steg den færdig ved lav varme. Nu er den klar til at servere. Læg den på en tallerken og kom fyld på den ene halvdel. Fold omeletten omkring fyldet.

Opskriften på den salat jeg har brugt til fyld ( jeg brugte 1/4 af denne opskrift til 1 omelet)

1 aubergine (skåret i tern)

1 rød peber (skåret i strimler)

4 fed hvidløg ( i skiver)

3 spsk olivenolie

urtesalt og peber

1/2 bakke spinat

1/2 bakke rucola

1 håndfuld løgkarse

Bland auberginerne, peberstrimlerne og hvidløg med olieblandingen. Kom det i et ildfast fad og bag det i ovnen ved 175 gr. i 20-25 min. Når grønsagerne er kølet af blandes de med spinat, rucola og løgkarse.

Når salaten er lagt på omeletten, drysses med gomasio. Gomasio er tørristede sesamfrø med en smule salt. De tørristede sesamfrø +salt kommes i en morter og kværnes let. Forholdet mellem sesamfrø og salt er ca. 15:1

Serveres evt med en skive rugbrød. Velbekomme!!!

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.