Brombærmarmelade med rødbede og stjerneanis - Mad med glød

Brombærmarmelade med rødbede og stjerneanis

Denne marmelade er en kraftfuld efterårs version. Brombærrene og rødbeden har begge en dyb smuk farve. Rødbedens sødme træder frem når den bliver kogt sammen med brombærsaften. Og stjerneanis giver et strejf af lakrids. Der er med vilje ikke tilsat særlig meget sukker. Både for at holde forbruget på et minimum og fordi jeg synes det smager godt. Årsagen til at der er valgt rapadurasukker er at denne sukker ikke er raffineret og derfor indeholder mineraler og vitaminer. Den smager også lidt kraftigere. Rapadurasukker har et lille strejf af lakrids, så derfor passer det rigtig godt smagsmæssigt i denne marmelade.

Ingredienser:

400 g brombær

100 g revet rødbede

2 spsk citronsaft

150 g rørsukker ( jeg brugte rapadurasukker )

4 hele stjerneanis

1/4 tsk agar agar flager

Fremgangsmåde:

Skyl brombærrene, lad dem dryppe af i en sigte. Kom bær, sukker, citronsaft og stjerneanis i en gryde. Kog det sagte op og lad det simre et par minutter, til bærrene er bristet og saften er trukket ud. Sluk for varmen. Hæld nu bærrene over i en sigte og lad saften løbe ned i en anden lille gryde. Der vil ca være 2 dl brombærsaft. Tag nu 100 g revet rødbede og tilsæt det  til saften. Kog nu rødbeden + brombærsaften i ca 10 min i saften.  Hæld de kogte brombær over i rødbede/brombærsaft blandingen. Nu tilsættes agar agar flagerne. Rør grundigt og kog det hele op sammen kortvarigt og lad det simre i et par minutter. Fjern nu gryden fra varmen. Hæld den færdige marmelade på rengjorte glas. Stil dem på køl når de er kølet af. Da der ingen konserveringsmiddel er i marmeladen skal den spises rimelig hurtigt. Nok i løbet af 4-5 dage efter at glasset et åbnet. Jeg fryser de bær ned jeg plukker og laver mindre portioner af gangen. Især for at undgå at bruge konserveringsmiddel. Agar agar er et tangprodukt som bruges til at få marmeladen lidt mere fast i konsistensen. Det kan købes i helsekostbutikker.

Nyd evt. marmeladen  ovenpå et stykke brød, eller i morgengrøden.

Velbekomme!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.