Blandet kålsalat med bagt knoldfennikel, grape og ristede mandler med paprika - Vegansk opskrift - Mad med glød

Blandet kålsalat med bagt knoldfennikel, grape og ristede mandler med paprika

Denne salat er en skøn efterårssalat. Den indeholder hvidkål, rødkål, grønkål, bagt knoldfennikel, grape, tørristede mandler med paprika, salt, friskkværnet peber og en sjat ahornsirup hen over til sidst. Den smager utrolig lækkert. Den sarte lakridsagtige smag fra den bagte fennikel sammen med den let bitre grape, salt, peber og paprika. Kålblandingen som er knasende lækker og den søde ahornsirup, som er hældt ud over salaten til sidst, sammen med salt og friskkværnet peber. Uhmmm, den smager lækkert. Salaten indeholder bla. masser af gavnlige fibre som tarmsystemet er så glad for, de gode fedtsyrer fra mandlerne og olivenolien. Bitterstofferne fra grapefrugten, som støtter leveren. Alt i alt en salat der nærer både krop og sanser.

Her følger opskriften:

1 knoldfennikel ( skåret i tynde, halve skiver)

2 spsk olivenolie ( koldpresset)

3 fed hvidløg ( i skiver)

salt

friskkværnet peber

Start med at vende skiverne af knoldfennikel og hvidløgsskiverne i olivenolie, salt og friskkværnet peber. Kom dem i et ildfast fad og bag dem i 20-25 min. ved 175 gr. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af.

5 blade grønkål (plukket i mindre stykker)

1 grapefrugt ( i filetter )

50 g mandler ( tørristede på en pande+ 1 spsk olivenolie og 1 tsk paprika, en smule salt)

100 g hvidkål (fintsnittet)

100 g rødkål ( fintsnittet)

Bland det fintsnittede hvidkål og rødkål og grønkålen som er plukket i mindre stykker på et fad. Fordel nu de bagte afkølede knoldfennikelskiver hen over den blandede kål. Skær først skrællen af grapefrugten. Skær den derefter i filetter. Fordel nu filetterne over salaten. Nu fordeles de groft hakkede, ristede mandler med paprika, olivenolie og salt. Til sidst drysses lidt salt og noget friskkværnet peber ud over salaten og der fordeles en smule ahornsirup ud over.

Velbekomme!!!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar