Rustik, glutenfri pizza med peberrodsdip - Vegansk opskrift - Mad med glød

Rustik, glutenfri pizza med peberrodsdip

Disse pizzaer er både sprøde lækre, enkle og velsmagende. Dejen til bundene er glutenfrie og lavet af ris og boghvedemel. Jeg har brugt forskellige rodfrugter som fyld ovenpå pizzaerne. Rodfrugterne er skåret på mandolinjern, så de er meget tynde. Jeg har brugt rødbeder, gule beder og søde kartofler. Som krydderi har jeg brugt peberrod, som ud over at smage fantastisk lækkert også har en udrensende effekt og indeholder en del C-vitamin. Man har i gamle dage kaldt peberrod for “Havens pennicilin” så den har en bakteriehæmmende virkning. Man har tidligere brugt peberrod i syltede sager for at hæmme mug og bakterier. Salvien er bla svedhæmmende og har en bla bakteriehæmmende virkning. Rosmarin virker bla  betændelseshæmmende og  er meget rig på antioxidanter. Den stimulerer produktionen af galde og kan være med til at reducere forhøjet blodtryk.

Her følger opskriften:

1/2 l vand

0,75 dl loppefrøskaller

1/2 dl olivenolie

100 g knækket boghvede

150 g boghvedemel

150 g rismel

1/2 dl sesamfrø

1 1/2 tsk urtesalt

Fyld:

Tyndt skårede rødbeder, gule beder og søde kartofler. Jeg skar dem på et mandolinjern. Lagde derefter skiverne på nogle stykker køkkenrulle, for at tørre overfladen. Derefter var de klar til at lægge på pizzabunden.

Rør loppefrøskallerne ud i vandet. Lad det stå og gelere i 5 min. Tilsæt nu olivenolie, knækket boghvede, boghvedemel, sesamfrø og noget af rismelet. Ælt nu dejen og tilsæt så meget rismel at dejen slipper hænderne. Tag nu olie på hænderne og på bordet. Rul dejen tyndt ud med en kagerulle. Jeg lavede flere forskellige små pizzaer.

Når bundene er rullet ud, skal de pensles med olivenolie. Derefter lægges et tyndt lag af rødbeder, gule beder eller søde kartofler ovenpå. Der pensles atter med olivenolie og krydres med de krydderier du har lyst til. Jeg brugte fintrevet peberrod og salt og friskkværnet peber ovenpå rødbedepizzaen, salvie, salt og friskkværnet peber ovenpå den med gule beder og rosmarin,  olivenolie med balsamico, salt og friskkværnet peber ovenpå den med søde kartofler.

Bag pizzaerne ved 225 gr varmluft i ca 20 min. Hold øje med dem. De skal være gyldne og sprøde i kanten, men endelig ikke brændte

Som dip har jeg lavet en blanding af skyr, fintrevet Vesterhavsost, fintrevet peberrod, salt og friskkværnet peber.

1 dl skyr (eller havrefraiche fra Oatly)

2 spsk fintrevet peberrod

2 spsk fintrevet Vesterhavsost, Parmesan (el. vegansk parmesan hvis den skal være plantebaseret)

salt og friskkværnet peber

Rør dippen sammen og smag til. Kom små klatter på pizzaerne eller brug dippen til at dyppe pizzaerne i.

Velbekomme!!!

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.