Sesampaneret tofu, gurkemejeris m/kokosmælk og shitakesvampe - Vegansk opskrift - Mad med glød

Sesampaneret tofu, gurkemejeris m/kokosmælk og shitakesvampe

En stor del af de opskrifter jeg deler her på min blog er vegetariske eller veganske. Jeg er hverken vegetar eller veganer, men jeg spiser meget lidt kød og animalske produkter. Af både dyreetiske, miljømæssige og sundhedsmæssige årsager vil jeg rigtig gerne være med til at inspirere til en mere vegetabilsk livsstil. Og til at spise mere mad der er økologisk eller biodynamisk. Ligeledes vil jeg rigtig gerne være med til  at sprede et positivt budskab omkring mad og madglæde.

Tofu er ikke noget vi spiser ofte, men alle i familien kan lide det hvis det bliver tilberedt på en måde, så det smager af noget. Tofu smager i sig selv, meget neutralt. Hvis man marinerer det i tamari, ingefær og citronsaft i en times tid og så steger det i olivenolie eller kokosolie bagefter, smager det utrolig godt.

På forslaget på billedet er tofuskiverne først marineret og derefter vendt i æg  (eller en blanding af loppefrøskaller og vand)og sesamfrø. Det smager skønt hvis man kan lide sesamfrø.

200 g neutral tofu

2 spsk tamari

3 spsk citronsaft

2 spsk ingefærsaft (revet ingefær, hvor saften er presset ud)

3 spsk vand

Skær tofuen i tynde skiver. Bland marinaden og læg skiverne i marinaden. Lad dem marinere i en times tid. Læg nu skiverne på et stykke køkkenrulle. Vend dem i et sammenpisket æg ( eller loppefrøskaller og vand)og derefter i sesamfrø. Steg derefter i kokosolie eller olivenolie, til de er let gyldne.

Ris behøver ikke bare at blive kogt i vand. Man kan godt gøre dem lidt mere spændende ved at tilsætte krydderier og andet godt, når man koger dem. Gurkemeje er ofte godt at komme i risene. Det har ud over at det er smukt med den gule farve også en antiinflamatorisk virkning og så smager det også dejligt. Hvis det bliver tilberedt sammen med friskkværnet sort peber, bliver de aktive stoffer i gurkemejen nemmere tilgængelige for kroppen. Shitakesvampe har en immunstimulerende virkning og smager skønt. Jeg brugte nogle tørrede svampe, som først blev blødt ud i vand.

3 dl brune basmatiris

2 dl kokosmælk

3 dl vand

Et stykke fint revet gurkemejerod el. 1 tsk gurkemejepulver

4 shitakesvampe(udblødte i vand og skåret i strimler)

1tsk uraffineret havsalt el himmalayasalt

Friskkværnet sort peber

1 spsk olivenolie

Kom olien i en gryde sammen med gurkemejen. Varm olien op og tilsæt nu risene. Vend dem i olien og svits forsigtigt i kort tid. Tilsæt nu kokosmælk, vand, salt, friskkværnet sort peber og shitakesvampe. Kog risene efter anvisning på posen. Det tager som regel ca 35 min. Ved servering toppede jeg risen med arametang, som var udblødt i vand med en smule tamari. Det er både utroligt dekorativt og samtidig et tilskud af mineraler.

Grøntsagstilbehøret bestod af bagte hvide, søde kartofler, fennikel og rød peber. Ganske enkelt, vendt i olivenolie, salt og friskkværnet peber og derefter bagt i ovnen i ca 25 min. Ved servering er der drysset finthakket grønkål over.

Velbekomme!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.