Indisk Daal - Vegansk opskrift - Mad med glød

Indisk Daal

Hvad er mere nærliggende at spise end et spartansk måltid bestående af Indisk Daal, efter julens overflod af mad. Det er sundt, lækkert, enkelt og billigt. Daal kan både staves og laves på flere forskellige måder. Daal, Dahl eller Dal er de forskellige stavemuligheder, jeg er stødt på.
Daal kan laves på utrolig mange forskellige måder. Nogle foretrækker det som suppe og nogle kan lide det mere fast i konsistensen. De krydderier der bliver brugt i Daal opskrifter er også meget forskellige. Nogen foretrækker det meget stærkt andre bare let krydret.
Jeg har ind imellem oplevet at den øvrige familie siger at jeg laver maden for stærk. Det er svært når man godt selv kan lide mad der smager af meget. Heldigvis kan man få Sambal Oelek (fåes også i en økologisk version)og det kan man så bare tilsætte individuelt. Det er nemlig så ærgerligt, hvis det er blevet for stærkt til at alle i familien kan spise det.

Her følger opskriften på min version:

200 g løg (renset og skåret i små tern)
4 fed hvidløg (renset og skåret i skiver)
4 spsk koldpresset olivenolie eller kokosolie
400 g røde splitlinser (skyllet i en sigte)
1 dåse flåede hakkede tomater
6-8 dl vand( start med 6 dl og find derefter ud af hvilken konsistens du ønsker)
1 1/2 spsk frisk fintrevet gurkemeje el. 1 spsk gurkemejepulver
1 1/2 spsk frisk revet ingefær
1 spsk stødt koriander
1 spsk stødt spidskommen
1 spsk stødt kanel
1/2 tsk Sambal Oelek (lav evt daalen uden Sambal Oelek, hvis du har mindre bør og tilsæt så individuelt)
Salt og friskkværnet peber (smag selv til)

Kom olien i en varm gryde. Tilsæt krydderierne og lad dem kortvarigt bruse op. Nu tilsættes løg og hvidløg. Svits til løgene er blevet lidt gennemsigtige. Tilsæt nu splitlinserne og rør det hele grundigt sammen. Nu tilsættes de flåede tomater og vandet og der skal atter røres i det. Lad Daalen simre, til splitlinserne er kogt helt ud. Det varierer lidt med den tid det tager, alt efter hvor gamle/friske splitlinserne er. Men man skal regne med ca 20 minutter. Krydder med salt og friskkværnet peber og smag evt til med nogle af de øvrige krydderier.

Spis evt. Daalen sammen med ris, en salat og Naanbrød brød.

Velbekomme!!

Print Friendly, PDF & Email

3 thoughts on “Indisk Daal

  1. Hejsa og tak for lækre opskrifter
    Men her efter at have lavet din lækre Daal vil jeg lige høre om resten kan tåle at blive frosset ned? Der var jo lidt for meget til min søn på to og jeg selv
    Venligst,
    Christina

Skriv et svar