Rødkålskraut med æble, rødløg og tranebær - Mad med glød

Rødkålskraut med æble, rødløg og tranebær

Fermentering er heldigvis blevet moderne igen. Ligesom så mange andre trends har det fået en renaissance. Jeg håber virkelig at den brede befolkning vil tage det til sig. De fermenterede fødevarer eller drikkevarer er utroligt gode for vores fordøjelse og dermed for vores immunforsvar. De fodrer så at sige de gode tarmbakterier. (Læs evt. mit indlæg “Surkål el saurkraut og hvordan man laver det) Det er også meget billig, velsmagende, lækker syrlig  og crunchy mad.

image
Denne rødkålskraut lavede jeg, så den var klar til at spise i Julen. Det tager ca. 3 uger, fra man laver det, til det er klart til at blive spist. Den smagte utrolig lækkert og så har den en helt fantastisk farve. Vi har lige spist det sidste af den, så nu bliver jeg nødt til at lave en ny portion.

Ingredienser:

800 g fintsnittet rødkål (gem et af de yderste blade af kålen, til at lægge oven på kålblandingen)
100 g æble (groft revet)
50 g rødløg (i strimler)
50 g tørrede tranebær
20 g uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Bland alle ingredienser i en stor skål. Nu skal du knuge og ælte det hele grundigt. Bliv ved til der begynder at blive frigivet væske fra kålen. Saltet og det at du knuger/ælter bevirker at der trænger vand ud fra kålen. Du skal blive ved til der er så meget væske at det kan dække kålblandingen.
Nu skal du have et glas (på 1 liter) med patentlåg klar. Det skal være helt rent. Skoldet med kogende vand.

Når du har knuget så meget vand ud af kålen, som du kan, skal det fyldes på patentglasset. Der skal bare være et par cm til kanten. Pres ned så væsken står over kålblandingen. Læg nu det hele kålblad ovenpå, så det holder blandingen under væsken. Der må ikke være noget af kålblandingen over vandet. Nu skal glasset lukkes og der skal være en gummiring med en lille “flip” på. Den skal man så trække i, så overtrykket kan komme ud. Det er vigtigt at man stiller glasset på en tallerken eller noget andet som kan opsamle den væske der måske løber ud, når fermenteringen starter. Efter et par dage ved stuetemperatur, begynder det at gære og fermentere. Det danner overtryk i glasset. Når man trækker i gummiringen, vil det syde og boble. Det er en god ide at lufte ud i glasset en gang dagligt. Hold eventuelt et stykke køkkenrulle for, da det godt kan sprøjte lidt med rødkålssaft. Jeg plejer ikke at lægge noget over glasset, men der er nogle der anbefaler at man stiller det mørkt eller lægger et klæde over glasset. Glasset skal nu stå ved stuetemperatur i ca. 3 uger. Derefter er det klart til at blive spist og fra nu af skal det stå på køl. Brug en ren gaffel, hver gang du tager noget fra glasset. Det kan holde sig i rigtig lang tid, selv om glasset har været åbnet. Bare det står koldt og man husker at bruge rent bestik til at tage det med.
Hvis du spiser et par skefulde dagligt, er du med til fodre de gode tarmbakterier og derved få en bedre og sundere tarmflora.

God fordøjelse!!

Print Friendly, PDF & Email

3 thoughts on “Rødkålskraut med æble, rødløg og tranebær

  1. Det ser godt ud og fermentering er spændende. Hvis ikke man har et glas med flip, kan man så i stedet åbne glasset?

    1. Hej Lene!
      Jeg bruger især sylteglas fra Killner, Fido og Le Parfait. Jeg har købt Kilner glas i Imerco. Det er vigtigt at du køber de gode gummiringe med flip på som du kan trække i for at lukke overtrykket ud af glassene. Jeg har ofte fundet gode sylteglas i genbrugsbutikker. Så køber jeg bare nye gummiringe til.

      Vh
      Anette Hoeg Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.