Blandede bagte rodfrugter med citrontimian, tørristede hasselnødder og persille - Vegansk opskrift - Mad med glød

Blandede bagte rodfrugter med citrontimian, tørristede hasselnødder og persille

Jeg er vild med rodfrugter. Jeg bruger dem hele sæsonen, fra september til de slipper op i april, maj. Til den tid er jeg også ved at være godt træt af dem og længes efter at de vilde planter vokser frem og til at spise flere og lettere grønne sager. Her har jeg blandet persillerødder, gulerødder, sød kartoffel og rød peber. Når jeg bager rodfrugter laver jeg oftest en marinade med olivenolie, citronsaft eller en eller anden slags eddike, noget sødt, salt og peber. Det har jeg også gjort ved denne opskrift. Efter de blev bagt i ovnen, tilføjede jeg nogle tørristede, groft hakkede hasselnødder, som blev vendt i ahornsirup, og noget fint hakket persille.

Her følger opskriften: ( til 4 personer som tilbehør)

300 g persillerod (renset og skåret i lige store stykker)

300 g gulerødder ( renset og skåret i lige store stykker)

300 g sød kartoffel ( renset og skåret i lige store stykker)

200 g rød peber ( renset og skåret i lige store stykker)

3 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

1 spsk ahornsirup

1 spsk citrontimian

6-8 store fed hvidløg ( mas dem med et knivblad)

50 g groft hakkede hasselnødder (tørristede og blandet med 1 spsk ahornsirup)

1 håndfuld fint hakket persille

Alle rodfrugterne og strimlerne fra de røde pebre  blandes i en skål. Hvidløgsfeddene mases med bladet på en kniv og blandes med rodfrugterne. Olivenolien, citronsaft, ahornsirup, citrontimian, salt og peber piskes sammen i en anden skål og blandes med rodfrugterne. Det hele kommes i et ildfast fad og bages i ovnen i 30-40 min ved 200 gr varmluft. Rist de groft hakkede hasselnødder, på en tør pande og vend en spsk ahornsirup i nødderne. Anret de bagte rodfrugter/rød peber på et fad. Fordel de ristede hasselnødder over blandingen og slut af med at drysse finthakket persille over.

Velbekomme!!

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.