Stenalderbrød med rødbede, brændenælde og fennikel - Glutenfri opskrift - Mad med glød

Stenalderbrød med rødbede, brændenælde og fennikel

Opskriften på dette brød er lavet ud fra Stenalderbrødet som rigtig mange mennesker har taget til sig. Jeg har bare lavet nogle få ændringer i denne opskrift. Der er tilføjet revet rødbede, knækket boghvede, fennikel og brændenælde. Fennikel er rigtig godt, hvis man har problemer med fordøjelsen. Det afhjælper især luftgener i tarmsystemet og så smager det rigtig dejligt, synes jeg. Hvis man har små børn er det rigtig godt at bruge til at massere med, på maveregionen. Man skal bruge en olieblanding med en smule æterisk fennikelolie. Man skal i så fald massere i retning med uret.Det virker krampeløsende. Brændenælde indeholder utroligt mange mineraler. Især kalk og jern. Man kan både bruge friske og tørrede brændenælder og brændenældemel.
I denne opskrift er der brugt kokosolie i stedet for olivenolie, som normalt bliver brugt i stenalderbrødet.Rødbederne er tilføjet, for at give lidt fugt til dejen og så synes jeg ofte at brød bliver lidt lækrere når jeg tilsætter lidt revede grønsager. Jeg bruger typisk gulerødder eller rødbede.

Her følger opskriften:
100 g hasselnødder
100 g mandler
100 g hørfrø
200 g knækket boghvede
150 g sesamfrø
200 g revet rødbede
0,75 dl kokosolie (smeltet)
3 spsk tørret brændenælde el det dobbelte friske
1 spsk fennikel frø
4 æg
1 spsk urtesalt

Kom alle ingredienserne i en stor skål. Rør i det med en grydeske, til massen er blandet godt sammen. Hæld dejen i en godt smurt brødform eller en bagepapirbeklædt brødform. Brødet bages ved 175 gr (varmluft) i 50-55 min. Tag nu brødet ud af formen og læg det på en rist.
Spis det i stedet for rugbrød, hvis du vil undgå gluten og for mange kornprodukter elle bare fordi du synes at det smager lækkert.

Velbekomme!!!

Print Friendly, PDF & Email

2 thoughts on “Stenalderbrød med rødbede, brændenælde og fennikel

    1. Hej Jonna!
      Dem jeg har brugt i det her brød, har jeg købt tørrede, i en helsekost. Det kan også bruges som urtete, for sig selv eller blandet med andre smagsgivere urter. Om en måneds tid, eller måske lidt mere, begynder brændenælderne også at vokse frem. Så plukker jeg dem i naturen og bruger dem i madlavningen. De er sprængfyldte med mineraler og vitaminer.

      Kh
      Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.