Citronfuldmåne - Glutenfri, mælkefri og sukkerfri - Mad med glød

Citronfuldmåne (uden gluten, mælk og sukker)

Denne kage er et forsøg på at lave en glutenfri, mælkefri og sukkerfri citronmåne. Den er lavet med dadler som sødemiddel og kokosfibermel, æg og chiafrø som bindemiddel. Gurkemejen er tilføjet primært pga. af den smukke gule farve. Gurkemejen har dog også en antiinflammatorisk virkning, som er super at tage med i købet. Hvis du vil have en bedre effekt af gurkemejen kan du tilsætte et drys sort peber. Det er dog på egen regning, da det nok ikke helt egner sig i en kage. Som topping er der skum lavet af kokosmælk, chiafrø og citronskal. Kagen smager dejligt friskt af citronskal og -saft. Sødmen kommer fra kokosfibermelet, dadlerne og vanillepulveret. En skøn frisk og lækker kage.

Her følger opskriften

4 store æg

100 g bløde dadler (uden sten, hakkede)

1½ dl plantemælk ( jeg brugte ris/kokosdrik)

60 g smeltet kokosolie

75 g kokosfibermel

2 spsk chiafrø

1 spsk fintrevet frisk gurkemeje el. 1 tsk. gurkemejepulver

fintrevet skal af 1½ citron

½ dl citronsaft

1 tsk vinstensbagepulver

1/3 tsk vanillepulver

1 knvsp. uraffineret salt

Pisk æg og de bløde hakkede dadler grundigt. Tilsæt plantemælk, chiafrø, citronsaft+skal og gurkemeje. Pisk atter grundigt. Smelt kokosolien forsigtigt i en lille kasserolle og tilsæt kokosolien til æggeblandingen. Pisk atter.  Bland kokosfibermel, bagepulver, vanillepulver og salt.  Sigt kokosfibermelblandingen i æggeblandingen og rør dejen sammen. Beklæd en springform (22 cm i diameter) med bagepapir og fordel dejen i formen. Bages i ca. 35 min. ved 175 gr varmluft.

Kokosskum med chiafrø og citronskal:

2 dl kokosmælk ( en blanding af den tykke del der ligger øverst i dåsen og den flydende del, (brug mest af den tykke del))

1 spsk fintrevet citronskal

1 spsk chiafrø

1 spsk ahornsirup

Kom alle ingredienserne i en skål og pisk til blandingen bliver lidt som skum. Stil skummet køligt, mens kagen er i ovnen og efterfølgende køler af. Når kagen er afkølet fordeles blandingen ovenpå. Slut af med at rive noget citronskal henover kagen.

God fornøjelse!!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.