Ramsløgsalt - Mad med glød

Ramsløgsalt

Foråret er en skøn tid på året. Når lyset for alvor kommer tilbage og safterne begynder at stige op i træer og planter. Når de vilde spiselige planter titter frem af mulden. Foråret har sin helt egen kraft. Nogle af de første spiselige planter, der dukker op er ramsløgene. De spreder glæde omkring sig, for dem der sætter pris på naturens gaver. Jeg står på spring og min utålmodige sjæl har svært ved at vente, når jeg ser de første små spidse, spæde ramsløgblade titte op fra skovbunden. Så skal jeg ud og kigge til dem jævnligt, for at være der når jeg kan samle til den første portion ramsløgsalt, eller pesto, eller bare til at drysse ovenpå maden.

Det er så enkelt at lave, så jeg vil anbefale at prøve, hvis du har tilgang til disse skønne lysegrønne løgplanter. Hvis du er i tvivl, i forhold til, om det nu er ramsløg du har fundet, kan du gnide bladene mellem fingrene. Hvis det er ramsløg, dufter det umiskendeligt af løg/eller mildt af hvidløg. Liljekonval, som er giftig, kan godt minde om ramsløg. Men de lugter ikke af løg. Gå efter lugten. Hvis ramsløgplanten er gået i blomst, kan den kendes på en hvid smuk skærmblomst.

Jeg brugte til én portion:

50 g ramsløgblade

300 g uraffineret fint Atlanterhavssalt

Start med at rense ramsløgbladene for skidt. Skyl dem grundigt og tør dem på et rent viskestykke eller i en salatslynge. Kom nu bladene og saltet i en foodprocessor og kør til salt og blade er helt findelt og fint malet. Jeg stopper maskinen indimellem og skraber saltet væk fra kanterne på skålen, så det er nemmere for kniven at findele det yderligere. Jeg stopper først når det er helt findelt.

Nu gør jeg en bageplade med bagepapir klar til at fordele saltet på. Spred det godt ud, så det ligger i et tyndt lag. Sæt nu ovnen på 50 grader og tør saltet i en time eller to. Det varierer lidt alt efter hvor meget saft der har været i bladene.

Når det er helt tørt hældes det på glas. Sommetider har jeg lige kørt det kort i foodprocessoren igen, for at fjerne evt. klumper. Du kan også bare nuldre det mellem fingrene.

Nu har du den skønneste og mest velsmagende ramsløgsalt til at berige din mad med.

 

Velbekomme og rigtig god fornøjelse!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar