Banankage med peanutbutter, frisk ingefær, ceylonkanel og vild kardemomme - Mad med glød

Banankage med peanutbutter, frisk ingefær, ceylonkanel og vild kardemomme

Hvad gør man når man har lyst til at bage en kage men kun har én arm/hånd til rådighed? Jo, man finder på en opskrift hvor det hele kan kommes i en foodprocessor, for derefter at hælde dejen i en smurt form. I hvert fald lod det sig gøre med én hånd/arm. Og det var dejligt. Kagen her er lavet af bananer, æg, peanutbutter, dadler, kokosolie, mandelmel, glutenfri havregryn, nogle super lækre økologiske krydderier og vinstensbagepulver. Den er super nem at lave og har en skøn, lidt saftig konsistens og smager dejligt krydret.

Da jeg udelukkende bruger økologiske og biodynamiske råvarer i min madlavning og har gjort det i mange år, glemmer jeg at skrive det i opskrifterne. Det er en selvfølge for mig. Og det er en længere historie som jeg vil komme ind på i et kommende indlæg på bloggen. Men alle råvarer i denne opskrift ( og alle de andre på bloggen) er økologiske eller biodynamiske. Der er sikkert ganske få ting jeg ikke har kunnet skaffe i øko kvalitet.

Da jeg er ret vild med kanel og bruger det ofte i min madlavning er det vigtigt at jeg bruger den ægte kanel, som også hedder Ceylon kanel. Ceylon kanel indeholder ikke ret meget kumarin. Kassiakanel, som er den mest anvendte kanel indeholder kumarin, som er et giftstof, der er skadeligt for leveren. En voksen på ca 60 kg kan indtage op til ca 2 g. dagligt og et barn på ca. 15 kg kan indtage op til ca 0,5 g dagligt. Så hvis man dagligt spiser havregrød med kanel bør man for alvor vælge Ceylonkanelen. Noget andet er smagen af de to slags. Den ægte Ceylon kanel har en meget anderledes og lækker duft og smag end Kassiakanelen. Jeg synes Kassiakanelen smager kunstigt sødt og alt for gennemtrængende.  I kagen her har jeg brugt en type kardemomme, som hedder vild kardemomme. Den dufter og smager super lækkert og stammer fra Sydindien. Det er første gang jeg prøver dette mærke økologiske krydderier, men absolut ikke sidste gang. Ceylon kanelen og den vilde kardemomme kommer fra et forholdsvis nyt firma der hedder Krydderibazar.

Nå, men nu kom jeg helt væk fra opskriften. Den kommer her:

250 g banan ( uden skræl)

3 æg

75 g bløde dadler ( hvis de er hårde, skal de lægges i blød i kogende vand i 1/2 time først, derefter smides vandet ud)

100 g mandler ( malet til mel)

75 g glutenfri havregryn ( malet til mel)

50 g kokosolie ( forsigtigt smeltet)

50 g crunchy peanutbutter

15-20 g frisk ingefær ( skrællet og skåret i små tern)

1 1/2 tsk Ceylon kanel

1 1/2 tsk vild kardemomme

1 tsk vinstensbagepulver

Start med forsigtigt at smelte kokosolien i en lille kasserolle. Blend derefter mandlerne til mel i en foodprocessor.  Tilsæt de glutenfrie havregryn oveni de malede mandler. Kør nu til havregrynene er malet til mel og tilsæt derefter bagepulveret, kanel,kardemomme og ingefær. Nu tilsættes bananerne, peanutbutter, æg og dadler. Kør det hele til dejen er ensartet. Tilsæt nu lidt af gangen den smeltede kokosolie.

Smør en aflang form med kokosolie og hæld dejen i formen. Nu bages kagen i ca 35 min ved 160 gr varmluft.

Print Friendly, PDF & Email

2 thoughts on “Banankage med peanutbutter, frisk ingefær, ceylonkanel og vild kardemomme

  1. Hej tak for lækre opskrifter til mit køkken:) Hvordan er der med det der vinstensbagepulver ift alm. bagepulver/natron???? Nysgerrig – forskelle – hvad erstatter hvad?
    Kh Heidi

    1. Hej Heidi!
      Almindeligt bagepulver indeholder en smule hvedemel. Det gør vinstensbagepulver ikke. Så hvis du ikke tåler eller ønsker at spise gluten er vinstensbagepulver et godt alternativ. Natron kræver noget syre i dejen for at virke som hævemiddel. Derfor bruger man typisk natron i bagværk som indeholder kærnemælk eller andet surt.
      Dejligt at du kan bruge mine opskrifter 🙂

      Vh
      Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.