Sommertærte med spinat, squash, tomater og asparges og salat af fennikel, squash, tomater og basilikum - Vegansk opskrift - Mad med glød

Sommertærte med spinat, squash, tomater og asparges og salat af fennikel, squash, tomater og basilikum

Denne tærte lavede jeg efter jeg havde været til et arrangement omkring glutenfri økologi i Danmark. Det er et udviklings og demonstrationsprojekt der hedder ” Glutenfri økologi- fra muld til mund”.  Der arbejdes på at finde ud af hvilke glutenfri afgrøder, man kan dyrke her i Danmark. Selve dyrkningen af afgrøderne foregår på Livø Avlsgård. Forarbejdningen af afgrøderne foregår hos Cimbria og Aurion. Københavns universitet forsker i forædlingen, undersøger de nye sorter osv. Du kan finde flere oplysninger om projektet på www.glutenfri-okologi.dk

Det ville være fantastisk, hvis det kunne lade sig gøre at dyrke nogle af de glutenfri afgrøder herhjemme, da de ellers importeres langvejs fra. Quinoa kommer især fra Syd Amerika og boghvede kommer især fra Kina.

Lad os krydse fingre for at vi om ikke alt for længe bla kan købe dansk quinoa, boghvede, amaranth osv.

Tærtebunden på denne tærte er lavet af glutenfri havremel. Jeg har selv en kornkværn, så jeg kværnede nogle havregryn. Boghvedemelet kværner jeg også selv af hel boghvede. Det er en utrolig dejlig følelse at få helt friskkværnet mel. Det smager bedre og det indeholder også lidt flere vitaminer.

Desværre er det ikke boghvede og havre fra Livø. Ser frem til at kunne komme til at lave mad med de danske frø/korn.

Her følger opskriften på grønsagstærten:

Bunden:

100 g havremel

100 g boghvedemel

1/2 dl sesamfrø

1/2 dl olivenolie

3/4 dl vand

1 tsk urtesalt el uraffineret salt

Start med at komme alle ingredienserne i en skål, på nær vandet. Ælt det sammen og tilsæt nu vandet lidt efter lidt, til dejen er blød og til at rulle/presse ud. Kom godt med mel på bordet og rul med en kagerulle. Dejen vil sikkert være svær at rulle helt ud på bordet. Smør en tærteform med olivenolie og kom dejen op i formen. Hvis du ikke kunne rulle den helt ud på bordet kan du nu presse det sidste af dejen ud og helt op til kanten af tærteformen. Prik med en gaffel rundt omkring på tærtedejen. Forbag nu i 10-12 min. ved 200 gr.

 

Fyldet:

200 g helbladet spinat (gerne frosset)

300 g squash ( skåret i lidt grove stykker)

150 g løg (skåret i tern)

3-4 fed hvidløg (skåret i skiver)

100 g datterino el cherrytomater ( skåret i halve)

5-6 asparges (skåret i skrå mindre stykker)

1 god håndfuld friske basilikumblade ( skyllede og hakkede uden stilke)

2 spsk koldpresset olivenolie

Urtesalt eller uraffineret salt

Brug en tykbundet gryde. Kom olivenolien i gryden og varm den forsigtigt op. Tilsæt nu løg og hvidløg. Svits til løgene er klare. Tilsæt nu squash og svits videre. Nu tilsættes spinaten. Når det hele er ved at være lidt mørt, men stadig har bid tilsættes basilikum, urtesalt og friskkværnet peber. Smag grønsagsblandingen til. Hvis der er meget væde i blandingen er det en god idé at hælde det fra, da det bevirker at bunden bliver meget fugtig, hvis ikke det hældes fra. Fordel nu blandingen over den forbagte bund. Nu fordeles de overskårne små tomater og aspargesstykkerne over grønsagsblandingen.

Æggeblanding:

4 æg

2 1/2 dl kokosmælk

1 tsk urtesalt el uraffineret salt

1/2 tsk Sambal Oelek

Friskkværnet peber

Pisk alle ingredienserne sammen og fordel æggeblandingen over grønsagerne.

Bag nu tærten i ovnen ved 175 gr varmluft i 35- 45 min. Overfladen skal være gylden. Endelig ikke for mørk.

 

Fennikel/squash salat med rødløg og datterinotomater:

1 lille knoldfennikel el 1/2 stor (skåret i ganske tynde skiver, helst på mandolinjern)

100 g squash (skåret i ganske tynde skiver, helst på mandolinjern)

1/2 rødløg ( skåret ganske tyndt, helst på mandolinjern)

100 g datterinotomater el cherry ( skåret i halve på langs)

1 lille håndfuld friske basilikumblade (groft hakkede)

Dressing:

3 spsk koldpresset olivenolie

1 spsk æbleedikke

1-2 fed hvidløg (presset eller revet helt fint)

urtesalt el uraffineret salt

friskkværnet peber

Rør ingredienserne sammen og smag til.

Kom alle de mandolinskårede grønsager i en skål og få dem skilt ad fra hinanden. Når man skærer dem så fint på et mandolinjern, vil de hænge godt sammen. Når det hele er blandet godt sammen, tilsættes dressingen, tomaterne og basilikumbladene og det hele røres grundigt sammen. Anret salaten på et fad eller i en skål.

 

Velbekomme!!!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.