Avocadois med kokosmælk i 2 versioner

Denne is må vist være en forårs eller forsommer is. I hvertfald ud fra den fine lysegrønne farve. Den smager mildt og dejligt, med et strejf af citron. Konsistensen er dejligt cremet. Som sødemiddel er der banan, vanille og en enkelt spsk ahornsirup. Ahornsirup kan dog sagtens undlades, hvis du helst er foruden nogen former for tilsat sødemiddel.

En anden og mere frisk version, med den samme basis, men med nogle dråber æterisk  pebermynteolie og 1/2 tsk Spirulinapulver er også utrolig lækker og frisk. Så alt efter hvad du foretrækker af smag har du her to smagsvariationer med avocado, banan og kokosmælk som basis. Alt sammen rene og nærende plantebaserede fødevarer.

Her følger opskriften:

Avocado/citron is:(5-6 ispinde)

150 g avocado (vægt uden skal og sten)

100 g banan (uden skal)

2 dl kokosmælk  (jeg brugte Änglamarks )

1/2 tsk ren vanillepulver

1 citron (fintrevet skal af)

2 spsk citronsaft

2-3 spsk ahornsirup

Evt. smeltet 70% mørk chokolade

Evt. finthakkede pistacienødder, mandler el hasselnødder. Gerne ristede.

 

Avocado/citron is.

 

Avocado/pebermynteis: (5-6 ispinde)

150 g avocado (vægt uden skal og sten)

100 g banan

2 dl kokosmælk ( jeg brugte en fra Biona)

1/2 tsk ren vanillepulver

2-3 spsk ahornsirup

1/2 tsk Spirulinapulver ( ikke nødvendigt, det gør isen grønnere og tilfører ekstra næringsstoffer)

4 dråber æterisk pebermynteolie

Evt smeltet 70% mørk chokolade til overtræk.

Evt. finthakkede pistacienødder, mandler el hasselnødder. Gerne ristede.

 

Kom alle ingredienserne i et blenderglas. Blend til konsistensen er helt glat og cremet. Smag evt til med de smagstilsætninger der er i isen. Citronskal og -saft i den ene og pebermynteolie og evt. Spirulina pulver, i den anden.

Hæld massen op i formene og sæt låg på og pinde i. Sæt formene i fryseren til de er helt hårde. Det er lidt forskelligt hvor lang tid det tager. Jeg vil anbefale at du er lidt forudseende, så du laver dem dagen før de skal spises. Så er du ihvertfald på den sikre side.

Det smager super lækkert når man overtrækker ispindene med mørk chokolade. Hvis du har lyst til det skal du blot smelte noget god 70% øko chokolade over vandbad. Derefter dypper du toppen af isen i den smeltede chokolade. (Jo mere jo bedre 🙂 ) Chokoladen stivner ret hurtigt, men du skal finde en måde hvorpå du lige kan sætte dem fra dig, når du har dyppet de enkelte is i chokoladen. Et lækkert tip er at hakke nogle pistacienødder, hasselnødder eller mandler. De kan både være ristede eller rå.  Derefter kan du så drysse de valgte hakkede nødder på lige efter isene er dyppet i chokoladen. Når det er lidt stivnet, dypper du atter isen i chokoladen. På den måde får du to lag chokolade og du forsegler nødderne så de ikke kan drysse af.

 

God fornøjelse!!

 

 

 

Print Friendly

4 thoughts on “Avocadois med kokosmælk i 2 versioner

  1. Hej.
    Jeg vil gerne i gang med at lave ispinde og rigtig afprøve dine opskrifter.
    Hvilke forme bruger du?

    God sommer. 🌞

    1. Hej Stephanie! Jeg har to forskellige slags. Både nogle der er lavet af rustfrit stål. Dem købte jeg hos http://www.stille-ro.dk De andre er fra Nicolas Vahé og hedder “Ice making set” Dem købte jeg i Salling i Århus,sidste år.
      Rigtig god fornøjelse.

      Vh
      Anette

  2. Hvis man nu ikke kan lide banan – har du en idé til hvad kan man så bruge i stedet?
    – Eller rettere: SMAGER isen af banan?
    ( hvis ikke den gør, behøver jeg ikke noget alternativ.. 😉 )

    1. Hej Maria!
      Jeg synes overhovedet ikke at bananen smager igennem. Jeg synes næsten bare at du skal prøve at lave dem. Du må meget gerne skrive tilbage, i forhold til hvad du synes.
      Håber at du kan lide dem.

      Vh
      Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.