Indisk grønsagscurry - Plantebaseret / Vegansk opskrift - Mad med glød

Indisk grønsagscurry

Jeg var i Indien i slutningen af 80 erne. Det var en kæmpe oplevelse og også noget af et kulturchok. Glemmer aldrig den følelse, det var at komme ud fra lufthavnen og stå mellem hundreder af dyttende små tuc-tuc biler. Lydene…… duftene…..  ja alle indtryk var totalt anderledes, end hjemme i lille trygge Danmark. Det var en kæmpe oplevelse og en fantastisk rejse.

Jeg elskede den indiske mad. Især alle de dejlige krydderier. Der er mange skønne “madminder” fra den tid. Det er egentlig ikke fordi jeg har udforsket den Indiske mad mere end så meget andet, men jeg er stadig vild med de indiske krydderier. Denne her ret er meget enkel og nem at lave og så smager den skønt.

 

Opkriften er til 4 personer:

600 g kartofler ( nye med skræl er lækrest) skåret i lige store stykker (kan også laves med sød kartoffel)

200 g løg (skåret i tern)

3 fed hvidløg (skåret i skiver)

300 g blomkål (delt i mindre buketter+ skrællet stok skåret i skiver)

300 g broccoli (delt i mindre buketter)

250 helbladet spinat (gerne frost)

200 g ærter (gerne frost)

2 spsk crunchy peanutbutter

2 spsk kokosolie

2 spsk karry

1 spsk koriander (både hel koriander og stødt koriander kan bruges)

1 spsk gurkemeje

2 spsk frisk fintrevet ingefær

1 tsk chili eller Sambal Oelek

1 dåse kokosmælk

1-2 dl vand

saften af 1-2 lime (citronsaft kan bruges)

Varm kokosolien op i en tykbundet gryde. Tilsæt karry, gurkemeje, ingefær, koriander og chili. Lad blandingen bruse let op. Tilsæt nu løg og hvidløg. Svits til løgene er gennemsigtige. Tilsæt nu kartoflerne, peanutbutter og kokosmælken. Rør peanutbutteren grundigt ud i massen. Lad det simre i ca 10 min. Tilsæt nu blomkåls buketterne og salt og lad det simre yderligere et par minutter. Til sidst tilsættes broccoli buketter, spinat, vand og limesaft. Lad retten simre til spinaten er tøet op og varmet igennem. Nu tilsættes ærterne. (Hvis man tilsætter ærterne før, bliver de kedelige i farven og det synes jeg er synd.)Smag nu til med ekstra krydderier, salt og limesaft.

Ved servering drysses et par spsk. af sesam/peanut blandingen over curryen. Server evt. med Naan brød til.

 

Drys:

1 dl sesamfrø

1 dl saltede peanuts

1/4 tsk salt

Rist sesamfrøene på en tør pande, til de begynder at poppe og dufte ristet. Kom de ristede sesamfrø i en morter sammen med de saltede peanuts og salt. Knus frø og nødder let. Bruges som drys oven på curryen.

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

2 thoughts on “Indisk grønsagscurry

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.