Urtesalt - Mad med glød

Urtesalt

Urtesalt kan laves på utallige måder. Jeg laver det ofte. Alle mulige forskellige slags. Jeg bruger forskellige krydderurter, vilde planter, citrusskaller,  hvidløg, chili, gurkemeje, blomsterblade osv. osv. Saltet jeg bruger er altid en uraffineret salt. Det kan f.eks. være himmalayasalt, Atlanterhavssalt og stensalt. Det er bare vigtigt at det ikke er raffineret salt, som er frataget mineraler og spormineraler. Almindeligt bordsalt indeholder som regel også antiklumpningsmiddel.

Det dejlige ved at lave sin egen urtesalt er det at man bare kan sammensætte det ud fra det man lige har ved hånden.

Jeg har blandt andet lavet en blomstersalt med morgenfruekronblade, gul chili og citronskal. Den smager mest af chili og citronskal. Morgenfruebladene er meget milde i smagen. Denne version er smuk gul.

Jeg har også lavet en version med morgenfruekronblade, rød chili og hvidløg. Den smager mest af chili og hvidløg og er smuk orangerød.

image

Den grønne urtesalt på billedet, er med løvstikke, masser af hvidløg, citrontimian og citronskal. Denne urtesalt egner sig til rigtig mange ting.

Det er utrolig nemt at lave. Først skyller man de planter grundigt, man vil bruge. Slynger dem i en salatslynge eller tørrer vandet af dem i et viskestykke. Derefter kører man det i en foodprocessor sammen med saltet. Man kan selv bestemme hvor meget plantemateriale man vil have i i forhold til salt. Til 200 g salt bruger jeg ca 2 store håndfulde planter.

Når salt og urter er blendet sammen som man ønsker det, kommes urtesaltet over i et ildfast fad. Derefter skal det tørres. Jeg tørrer det ved max 50 gr i ovnen. Læg det i så tyndt et lag som muligt. Så behøver det ikke tørre særligt længe. Det plejer at tage ca en times tid. Mærk efter om det er helt tørt før du tager det ud af ovnen. Der går godt nok nogle vitaminer tabt ved at tørre det, men jeg vil gerne være sikker på at det er helt tørt, så det ikke begynder at mugne. Saltet i sig selv virker også konserverende.

Rigtig god fornøjelse!!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.