Sort bønne og mandel brownie - Vegansk og glutenfri opskrift - Mad med glød

Sort bønne og mandel brownie

Denne kage er lækker og meget intens i smagen. Man skal ikke have for meget af den. Et lille stykke sammen med noget nicecream med bær eller sorbetis og frisk frugt, er rigtig lækkert.

Det søde må meget gerne være næringsrigt samtidig med at det smager sødt og dejligt. Denne kage er fyldt med god næring, samtidig med at den er lækker.  Det skulle den helst også, da den er ret pebret at lave. Med den pris mandler har bliver det en luksus kage. Det er synd og skam at mandler og nødder beskattes pga det høje fedtindhold. En så sund fødevare som nødder og mandler burde nærmest være billigere at købe, pga den store næringsmæssige værdi. Mandler indeholder en del monoumættede fedtsyrer, som kan være med til at hæve det gode kolesterol HDL.

Kagen indeholder også sorte bønner. Bønner er meget proteinholdige og indeholder en del fibre. Det er en kage lavet udelukkende af vegetabilske ingredienser. Og det eneste tilsatte sukker der er i den, stammer fra den 70% mørke chokolade. ( chokoladen kan købes sukkerfri, hvis det ønskes). Ellers er den sødet af dadler. Der er intet gluten i kagen, da den ikke indeholder nogen form for korn. Melet består af mandler. Hasselnøddemel eller cashewmel kan sagtens bruges i stedet.

Ingredienser:

150 g mandelmel

50 g groft hakkede mandler (til at blande i dejen)

30 g grofthakkede mandler (til at drysse oven på kagen)

150 g bløde dadler (uden sten)

250 g sorte bønner ( enten afdryppede fra dåse eller iblødsatte og kogte )

100 g kokosolie (smeltet )

50 g groft hakket 70% mørk chokolade

50 g kakao

1 dl plantemælk ( f.eks ris,mandel, quinoa, soja)

2 spsk blendede hørfrø+ 6 spsk vand ( rør det sammen og lad stå i ca 10 min til det begynder at gelere)

2 tsk bagepulver ( vinstensbagepulver, hvis det skal være glutenfrit)

1 tsk instant kaffe

1/2 tsk vanillepulver

1/2 tsk uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Start med at røre de blendede hørfrø sammen med vandet. Lad det stå i ca 10 min. Nu smeltes kokosolien i en lille kasserolle. Sæt det til side. Hak 80 g mandler groft og del dem op i 30 og 50 g. Hak de 50 g chokolade groft. Læg det hakkede chokolade og de 50 g hakkede mandler sammen i en skål. Gem de 30 g hakkede mandler til at komme oven på kagen til sidst.

Bland mandelmel, kakao, vanillepulver, instant kaffe, bagepulver og salt i en skål.

Kom nu dadler, de sorte bønner, hørfø/vand, plantemælk og det smeltede kokosolie i en foodprocessor. Kør til massen er helt findelt.

Tilsæt nu de tørre ingredienser og kør yderligere til massen er ensartet. Tag massen ud i en skål og bland det med de hakkede mandler og det hakkede chokolade. Rør det hele sammen med en grydeske eller en dejskraber.

Fordel nu dejen i en form på ca. 20cm * 25 cm, beklædt med bagepapir. Glat den ud og fordel de sidste hakkede mandler ud over dejen.

Bag kagen ved 160 gr. varmluft i ca 35-45 min.

Servér den i små stykker med noget nicecream med bær og noget frisk frugt.

God fornøjelse!!!

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar