Bites med tørret frugt, mandler og saltede peanuts - Plantebaseret / Vegansk opskrift - Mad med glød

Bites med tørret frugt, mandler og saltede peanuts

Konfekt der er lavet af forskelligt tørret frugt, forskellige slags nødder og kokosolie, kan varieres i det uendelige. De fleste blandinger smager rigtig dejligt. Det er hurtigt og nemt at lave. Og du kan spare en del i forhold til at du skal ud og købe lignende færdiglavede. De fleste færdiglavede indeholder sommetider sukker eller olier som du ikke kender kvaliteten af. Eller andre mærkværdigheder. Når du selv laver din konfekt eller dine nødde/frugt barrer eller konfektkugler kan du helt selv bestemme ingredienserne.

 

Grundmassen:

175 g bløde dadler (uden sten)

100 g abrikoser (usvovlede)

75 g figner (fjern stilken)

20 g kokosolie

15 g kakao (ca 3 spsk)

15 g chiafrø ( ca. 2 spsk)

1/4 dl friskpresset appelsinsaft eller vand

Blend først alle disse ingredienser, til massen er sammenhængende.

Nu tilsættes:

125 g mandler

75 g saltede peanuts

1/3 tsk uraffineret salt

Blend nu det hele til mandler og peanuts er findelt. Nødderne skal dog ikke være helt findelte, efter min mening. Det kan du gøre som du synes er bedst. Jeg kan bedst lide at der er lidt bid i. Læg nu massen i et fad på ca. 20 cm*20 cm, beklædt med bagepapir eller madpakkepapir. Pres massen ud i formen. Helt ud til kanterne og glat det på overfladen. Stil nu formen i fryseren i 1/2 til 1 time.

Nu laves chokoladeovertrækket. Det er en meget nem måde at lave noget der ligner mørk chokolade. Jeg har ofte brugt den slags chokolade i konfekt og som overtræk. Eneste ulempe ved det er at det smelter meget nemt, når man holder det i hånden. Derfor skal det helst spises mens det er koldt.

Chokoladeovertræk:

3 spsk kokosolie

3 spsk ahornsirup

2 spsk kakao

50 g saltede peanuts (groft hakkede) Til at drysse ovenpå chokoladen.

Kom kokosolien i en lille gryde og varm olien ganske let op. Kokosolie smelter ved ca 20 grader så det skal bare lige smelte, så det kan røres sammen. Rør nu det smeltede kokosolie, kakao og ahornsirup sammen, så der ingen klumper er i mere.

Tag nu formen op af fryseren igen og hæld den flydende chokolade over. Fordel det over hele overfladen. Drys nu de groft hakkede peanuts over, imens chokolademassen endnu er flydende. Ellers hænger de hakkede nødder ikke ordentligt fast. Stil nu formen i fryseren igen i 1/2 times tid igen, til overfladen er helt fast.

Tag formen op og løft konfekten ud af formen. Skær i passende stykker. Opbevar i køleskab eller frys noget af det ned. Tag så bare det op du skal spise. Konfekten er så lækker hvis den er en smule kold, når du skal spise den.

God fornøjelse!!!

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.