Luksus hirsegrød m/gurkemeje, kanel og kokosmælk - Plantebaseret / Vegansk opskrift - Mad med glød

Luksus hirsegrød m/gurkemeje, kanel og kokosmælk

Hirse er en lidt overset kornsort. De fleste kender hirse i form af hirseflager, som små børn får kogt til vælling eller grød. Hel hirse derimod fortjener at komme mere frem. Den smager dejlig sødt og indeholder en del kisel, som især er rigtig godt for hud, hår og negle. Den indeholder også en del jern.

Den egner sig rigtig godt til grød. Den kan også bruges i stedet for ris, perlespelt, perlebyg, quinoa eller pasta.

Hirse har fra naturens hånd, en slags sæbestof, der hedder saponiner på overfladen. Derfor skal den lige skylles godt inden den bliver kogt.  Nogle få mennesker kan få en smule ondt i maven hvis de spiser hirse uden at den bliver skyllet først. I det hele taget skal man helst skylle alle hele kornsorter før man koger dem. Der kan sidde en del støv og skidt på dem, som er godt at få skyllet af.

Opskrift til 4 personer:

3 dl hel hirse (skylles grundigt i en sigte)

6-8 dl vand

1 dl kokosmælk (kan udelades, men det gør grøden mere lækker)

6 abrikoser (skåret i mindre stykker)

50 g mandler (grofthakkede)

150 g groft revet gulerod

150 g groft revet æble

1 spsk fintrevet frisk gurkemeje el. 1 tsk gurkemejepulver

1 tsk Ceylon kanel

1/2 tsk uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Kom den skyllede hirse + vand i en gryde. Tilsæt abrikoser, gurkemeje, kanel, salt, revet æble og gulerod. Varm grøden forsigtigt op. Rør jævnligt i grøden og lad den simre i ca 15 min. Når hirsen er kogt næsten mør, tilsættes kokosmælken. Rør nu atter i grøden og smag den evt. til med en smule ekstra uraffineret salt.

Servér med frisk frugt eller bær, lidt hørfrøolie og lidt plantemælk i kanten.

På billedet er grøden serveret med granatæblekerner, havtorn, kokosflager og valnødder og med lidt mandelmælk i kanten.

Rigtig god fornøjelse!!!

Print Friendly, PDF & Email

One thought on “Luksus hirsegrød m/gurkemeje, kanel og kokosmælk

  1. Jeg har prøvet denne hirsegrød. Smagen var lækker, men hirsen var langtfra kogt efter de 15 minutter 😅 Senere læste jeg at hel hirse skal koge i en time for at blive mør… Jeg tænker om det også her forkorter kogetiden hvis jeg sætter frøene i blød natten over 😉?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.