Rød power smoothie - Plantebaseret / Vegansk opskrift - Mad med glød

Rød power smoothie

Jeg er vild med smoothier og safter. Jeg tror ikke der går én dag uden at jeg får en af delene. Det er en skøn og velsmagende måde at få en masse grønsager og frugter på. Fordelen ved smoothies i forhold til saft er at du også får alle fibrene fra det du blender. Hvis du laver saft går alle de gode fibre til spilde, såfremt du da ikke bruger dem i forskelligt bagværk, grønsagsretter eller på anden vis. Fordelen ved en saft er at den er mere koncentreret end en smoothie. Der går flere grønsager og frugter til en saft end til en smoothie, da du også tilsætter væske til smoothien.

Denne smoothie indeholder både rødbede, bladselleri, appelsin, jordbær, ingefær, gurkemeje, dadler og rismælk. En god og nærende cocktail, med antiinflammatorisk virkning fra især ingefær og gurkemeje. Hvis du vil optimere gurkemejens virkning kan du tagen en tsk. kokosolie og varme op på en pande.(inden du blender smoothien) Derefter varmer du de små rensede gurkemejestykker op i kokosolien og tilsætter et drys friskkværnet peber. Lad blandingen køle af før du kommer den i smoothien og blender sammen med de andre ingredienser. Den  forsigtige opvarmning, peber og kokosolie er med til at aktivere gurkemejens antiinflamatoriske virkning.

Nyd den med isterninger og sørg for at de råvarer der bruges er kolde. På denne måde får du en dejlig frisk og kold drik.

 

Til 2 glas:

1 rødbede (ca 125 g)

1-2 stilke bladselleri

1 appelsin

1 dl. frosne jordbær

1 1/2 dl rismælk

3-4 dadler

Ingefær (ca. 3 cm.)

Gurkemeje ( ca. 3 cm)

4 isterninger + 4 til at komme i den færdige smoothie.

Skræl rødbeden og skær den i mindre stykker. Skyl bladselleri stænglerne og skær dem i mindre stykker. Skær skrællen og den hvide hinde af appelsinen og skær den i mindre stykker. Tag stenene ud af dadlerne. Skræl ingefær og gurkemeje. Kom alle ingredienser i en blender. Blend til saften er helt findelt. Servér med isterninger.

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.