Kakaopålæg med sorte bønner - Plantebaseret / Vegansk opskrift - Mad med glød

Kakaopålæg med sorte bønner

Dette kakaopålæg er et lækkert pålæg til børn og barnlige sjæle. Det er tænkt som et nærende pålæg der er sødt uden at være fyldt med sukker. Et pålæg der tilfredsstiller den søde tand uden at blodsukkeret stiger for voldsomt. Det er sødet med dadler, indeholder gode fedtsyrer fra avocado og mandler, protein fra sorte bønner og chokoladesmag fra kakao. Jeg har lavet andre smørepålæg med kakao som du også kan finde her på bloggen.

Sammen med nogle skiver frugt oven på en bolle eller et stykke rugbrød er det et lækkert mellemmåltid eller en del af et morgenmåltid. Jeg veksler mellem jordbær, forskellige slags melon, fersken, nektarin, kiwi, banan og blomme. Alt efter hvad der er tilgængeligt. For at gøre det endnu mere lækkert kan du toppe med kakaonibs og/eller spiselige blomster.

Opskrift:

75 g kogte sorte bønner

75 g avocado (vægt uden skal og sten)

50 g dadler (bløde, vægt uden sten)

25 g mandler

15 g kakao

15 g kokosolie (smeltes forsigtigt i en lille kasserolle)

ca. 0,75 dl kogt vand

1/3 tsk uraffineret salt

 

Fremgangsmåde:

Start med at blende mandlerne til mel. Tilsæt nu de øvrige ingredienser – vand og blend. Tilsæt vandet løbende, til konsistensen er som du kan lide den. Smag til med salt og evt. lidt mere kakao. Kom kakaopålægget i et rengjort glas. Opbevares på køl. Jeg ved ikke hvor længe det kan holde sig. Jeg regner med 3-4 dage. Pålægget er fryseegnet.

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.