Kakao rawcake - Mad med glød

Kakao rawcake

Det er næsten tarveligt at poste sådan en kage på en mandag. Det er en luksus kage. Både smagsmæssigt, hvis jeg selv skal sige det og råvaremæssigt. Den er pakket med gode og nærende råvarer. Cashewnødder, hasselnødder, dadler, kakao, kokosmælk og olie og andre lækkerier. Den smager både af kakao og kokos. Er sød uden at være for sød.

Desværre er cashewnødder og hasselnødder vildt dyre endnu. Vi kan håbe på at den tåbelige afgift på dem snart forsvinder.

Brug kagen til dessert, når du får gæster eller vil forkæle dig selv og din familie.

Da det er en rawcake, skal den bare på frys eller køl, når den er lavet. Servér den med noget frisk frugt eller nogle bær. Og nyd den derefter bid for bid. Den er nem at lave. Hvis toppen skal være cremet som på billedet, er det vigtigt at du bruger en god og stærk blender. Hvis du ikke har sådan én, men en foodprocessor, kan du sagtens lave den alligevel. Den bliver sikkert bare ikke så cremet, men mere grynet. Prøv dig frem.

Ingredienser:

Bund:

2 dl. hasselnødder

2 dl. bløde dadler uden sten

1 dl. havregryn

1 spsk. kokosolie

2 spsk. appelsinsaft el. vand

1/2 tsk. uraffineret salt

Blend alle ingredienser til en sammenhængende masse. Når du tager noget af massen op i hånden, skal du kunne få det til at hænge sammen.

Jeg brugte en springform på 20 cm. i diameter. Klippede et stykke bagepapir til bunden og satte noget kagefolie op i kanten. Du kan sagtens bare bruge et stykke bagepapir som du kommer i springformen. Kagen bliver bare ikke så skarp i kanterne så.

Pres nu massen ud i bunden af springformen. Glat den ud i overfladen. Nu er den klar til at næste lag kan kommes ovenpå.

Top:

Ingredienser:

4 dl. cashewnødder (ca. 200 g.)

1 dl. dadler (bløde uden sten)

1 1/2 dl. kokosmælk

3/4 dl. kakao

1/2 dl. kokosolie (smeltet)

2-3 spsk. ahornsirup

2 spsk. appelsinsaft

1/2 tsk ren vanillepulver

Start med at stille cashewnødderne i blød i vand aftenen før du vil lave kagen. Når du skal lave kagen, hælder du vandet fra og skyller cashewnødderne grundigt. Smelt kokosolien ved lav varme. Kom nu alle ingredienserne op i en blender og kør til massen er helt cremet og lækker blød. Smag den evt. til med ahornsirup og vanille.

Fordel nu massen over hasselnødde/daddelbunden. Glat den ud i overfladen og drys evt. noget kakaopulver over sammen med nogle kakaonibs.

Læg et stykke plastfolie eller lign. over kagen og stil den i fryseren i 2-3 timer for at den kan blive fast at skære. Hvis du lader kagen stå i fryseren til den er helt gennemfrosset, skal den op en times tid før den skal spises.

Servér evt. med frisk frugt eller nogle bær.

 

Rigtig god fornøjelse!!!

 

 

Print Friendly, PDF & Email

9 thoughts on “Kakao rawcake

  1. Har lige lavet denne raw cake-ovenikøbet mit første forsøg ud i det rå👍🏻
    Og kan nu prale med at den blev super – selv min mand ku li den ( og han kan ellers overhovedet ikke li dadler).
    Og så lige et lille fif til de utålmodige eller glemsomme ( som mig selv):
    Glemte at sætte cashewnødder nødder i blød aftenen før, så det blev kun til en lille times tid inden de blev kørt i blenderen sammen med alle de andre gode sager.
    Og resultatet blev godt- måske en anelse mere grov end tiltænkt, men det gjorde faktisk ikke spor😊

    1. Hej Mette!

      Det lyder bare super. Glæder mig at du synes om opskriften. Og dejligt at resultatet trods manglende tid ved iblødsætningen, var tilfredsstillende. Hvis jeg spontant får lyst til at lave en raw cake, sætter jeg cashewnødderne i blød i kogende vand i et par timer. Det bløder nødderne hurtigere op.

      Vh
      Anette

      1. Hej Cathrine! Det er nemlig kakao og kakaonibs. Jeg troede faktisk at jeg havde svaret dig, men det har jeg åbenbart ikke gjort. Godt at du selv fandt ud af det i stedet. 🙂

        Vh
        Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.