Greenie - Plantebaseret/vegansk opskrift - Mad med glød

Greenie

Denne greenie ( som også kan kaldes en Smoothiebowl ) er en lækkerbisken for både krop og sanser. For kroppen da den er spækket med vitaminer, mineraler, gode fedtsyrer og fibre. Den indeholder en masse forskellige grønne grønsager, hvis fibre er guf for de gode tarmbakterier. Fibrene er med til at fodre de gode bakterier i tarmfloraen, hvilket er godt for bla. hjernens sundhed, humøret og immunsystemet.

For sanserne da den smager skønt, har en smuk og frisk grøn farve og en dejlig cremet konsistens.

Hvis du gerne vil vide mere om vigtigheden af at have en sund tarmflora, kan jeg anbefale at du læser disse to bøger: “Hjernens nye liv” af David Perlmutter og “Tarme med charme” af Giulia Enders.

Versionen her er meget mild. Jeg varierer både indhold og spiser den med forskellige slags topping, fra gang til gang. Holder mig bare til de grønne grønsager, så farven forbliver grøn. Du kan tilsætte forskellig slags smag. Feks. ingefær.

På dette billede er Greenien toppet med friske figner, usaltede pistacienødder og hampefrø. Jeg spiser også ofte med forskellige slags Granola på toppen. Du kan finde flere forskellige Granola opskrifter på bloggen. Bla. denne http://madmedgloed.dk/2015/04/09/granola-med-citronsaft-og-fintrevet-citronskal/

Brug godt modne bananer. De skal helst have brune pletter på skrællen. Det er en rigtig god idé at købe en stor portion bananer af gangen. Nemmest hvis du kan få nogle der allerede er modne. Så kan du komme dem i fryseren med det samme. Tag skrællen af bananerne og bræk dem i små stykker. Læg dem derefter i små fryseegnede bøtter eller poser.

Det er en god idé at komme de frosne spinatklumper i en lille skål og sætte dem i køleskabet natten over. Så er de ikke så svære at blende. Lige præcis frosne spinatklumper kan være svære at få has på, med mindre du har en meget stærk blender.

Ingredienser:

Til 2 portioner:

175 g. frosset banan (uden skræl)

100 g. spinat (frosset)

75 g. broccoli (frosset)

1 avocado ( ca. 75 g. uden skal og sten)

1 stilk bladselleri

1 lille håndfuld persille

25 g. cashewnødder el. andre nødder el. en blanding af forskellige nødder

1 1/2 dl. plantemælk (brug mandel el. havre, ris, soya eller hvad du bruger)

1/3 tsk. ren vanillepulver

 

Fremgangsmåde:

Kom alle ingredienserne i blenderen og kør til greenien er blød og cremet. Jeg har en mellemstærk og ikke vildt dyr blender, som fint blender massen til en cremet konsistens.

Fordel nu massen i to skåle og top dem med det du har lyst til.

Rigtig god appetit og god fordøjelse!!!!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.