Sennepsmarineret, farverig bønnesalat

Denne salat er lavet med basis af nogle smukke bønner der hedder Yin Yang bønner. De er sorte og hvide. Desværre er de ikke lige så smukke når de er blevet kogt. Salaten kan sagtens laves med andre slags kogte bønner.

Kogte bønner smager vildt godt sammen med sennep, synes jeg. Både grønne bønner (harricot verde) og forskellige andre slags bønner. F.eks. hvide bønner, butterbeans, kidney beans, sorte bønner, adzukibønner og mange andre slags. Bønnerne skal helst marineres mens de stadig er lune. Så trækker marinaden bedre ind i dem.

Jeg har tilsat rødløg, grønkål, soltørrede tomater, gul og rød peber og hjertesalat.

Alt i alt er det blevet til en dejlig sprød, lækker og mættende salat.

Spis evt. en slags ris/kornfrikadeller til og nogle bagte rodfrugter.

Ingredienser:

250 g. yin yang bønner (tørrede) (brug evt. en anden slags bønner i stedet for)

1 rødløg

1 rød peber

1 gul peber

3 blade grønkål

1 hjertesalat

4 soltørrede tomater

Marinade:

3 spsk. Jomfru olivenolie

1 spsk. æbleeddike el. balsamico

2-3 spsk. grov sennep

urtesalt eller uraffineret salt (smag selv til)

Friskkværnet sort peber (smag selv til)

Fremgangsmåde:

Sæt bønnerne i blød i rigeligt vand, natten over. Hæld vandet fra og skyl bønnerne. Kog nu bønnerne i rigeligt vand i ca. 1 time, til de er møre. Mens bønnerne koger laves marinaden og de øvrige ingredienser renses og snittes. Rens rødløget og snit det i små tern. Skyl peberfrugterne , skær dem over og fjern frøstolen og stilken. Skær dem i mindre stykker. Skær de soltørrede tomater i mindre stykker. Skyl grønkålsbladene og fjern den grove stilk. Hak resten fint. Skær enden af hjertesalatet og tag bladene af. Skyl bladene og tør dem evt. i en  salatslynge. Riv nu salatbladene i små mundrette stykker.

Rør olivenolie, balsamicoeddike, grov sennep, urtesalt og friskkværnet peber sammen. Hæld vandet fra bønnerne når de er kogt færdigt. Vend nu marinaden med de lune bønner. Lad bønner og marinade stå en halv times tid. Bland nu de øvrige ingredienser med de marinerede bønner.

Anret salaten i en skål. Drys evt. en smule mere urtesalt og friskkværnet peber over salaten.

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.