Raw cake med spirulina og pebermynte

Jeg elsker pebermynten med dens skønne friske smag. I hverdagen bruger jeg mest den friske pebermynte i forskellige slags salater og i blandede urteteer.

Når jeg laver raw konfekt  og i en kage som denne bruger jeg den æteriske pebermynteolie. Den skal bruges meget varsomt, med ganske få dråber, da smagen er meget gennemtrængende. Man kan købe de æteriske olier i helsekostbutikker. Der findes flere forskellige mærker. Feks. Urtegården, Dotterra og Primavera. Det er de mærker jeg har mest kendskab til, men der findes sikkert mange andre gode mærker.

Denne raw cake er frisk og dejlig. Jeg har brugt spirulina, for at få den smukke grønne farve. Der skal næsten ingenting i, for at få denne fine lysegrønne farve. Så det er vigtigt at du følger opskriften. Ellers bliver farven meget kraftigere grøn.  Det samme med pebermynteolien. Der skal ikke ret mange dråber pebermynteolie til, for at få den skønne smag.

Kagen er nem at lave, men skal stå mindst 3 timer ved -18 grader for at være skærefast. Og så skal den lige tages op fra fryseren 1/2 -1 times tid før den er til at skære. Jeg lavede den dagen før den skulle spises og tog den ud af fryseren ca. 1 time før den skulle spises.

Ingredienser:

Bund:

150 g. bløde dadler

150 g. mandler (eller andre nødder, gerne blandede)

50 g. figner

2 spsk. chiafrø

2 spsk. kokosolie

1/2 tsk. salt

Fremgangsmåde:

Fjern stenene fra dadlerne. Kom mandlerne i en foodprocessor og kør dem til de er groft hakkede. Nu kommes resten af ingredienserne i foodprocessoren. Kør massen til den er sammenhængende og til at presse ud i en form.

Tag nu en springform på 21 cm. i diameter. Klip et stykke bagepapir, så det passer i bunden af springformen. Det er også en rigtig god idé at have noget kagebånd (konditorplast), som du presser ud til kanten i springformen.

Nu lægges massen på bagepapiret, presses helt ud til kanten og presses jævnt ud på overfladen.

 

Toppen:

Ingredienser:

100 g. cashewnødder

3 dl. kokosmælk ( mest af det hårde hvis den er delt i en vandig og en hård del)

0,75 dl. kokosolie (smeltet)

1/2 dl. ahornsirup

1/2 tsk. spirulina

7 dråber pebermynteolie (æterisk olie)

50 g. 70-85% mørk chokolade

 

Fremgangsmåde:

Sæt cashewnødderne i blød i koldt vand natten over. Hæld vandet fra og skyl dem i en si. Smelt kokosolien forsigtigt i en lille kasserolle. Kom nu de opblødte cashewnødder, kokosmælk, smeltet kokosolie, ahornsirup, spirulina og pebermyntedråberne. Blend til massen er glat og uden klumper.

Hak chokoladen groft og rør den i massen med en ske, så den bliver fordelt i massen. Hæld nu massen i springformen, oven på mandel/daddelbunden. Læg et stykke plastikfolie over kagen og sæt den i fryseren. Sørg for at den står helt plant. Efter en times tid er det en god idé at røre lidt i massen, så chokoladestykkerne fordeler sig. Lad den nu stå natten over eller et par timer mere i fryseren. Den skal være helt fast før den skal serveres.

Pynt evt. kagen med en smule spirulinapulver, smeltet chokolade og nogle friske blåbær.

Tag kagen op fra fryseren ca. en times tid før den skal serveres (hvis den er gennemfrosset)

 

God fornøjelse!!!

 

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.