Kikærte bliss balls

Disse sundere konfekt kugler er lavet for at have en sundere snack til madpakken eller eftermiddagskaffen/teen. Jeg prøver ofte at snige gode, mættende, proteinrige og blodsukkerregulerende ingredienser ind i de søde snacks jeg laver. Her er det kikærter jeg har brugt. Jeg kunne også have brugt en anden slags bønner. Oftest er det sorte bønner og kikærter jeg bruger.

Resultatet er naturligvis en anelse kompakt, når der bruges kikærter eller sorte bønner. Det synes jeg dog ikke betyder noget. Min søde tand bliver tilfredsstillet alligevel og jeg synes at det er dejligt at kunne spise noget sødt og så ikke få blodsukkeret på rutchetur.

Jeg kan bedst lide kuglerne når de er kolde og kommer direkte fra køleskabet. Det er nok smag og behag.

Ingredienser:

250 g. kogte kikærter

200 g. bløde dadler (uden sten)

125 g. mandler

50 g. kokosmælk (den tykke del af kokosmælken)

50 g. havregryn

50 g. valnødder

25 g. kakao

20 g. afskallede hampefrø

10-15 g. instant kaffe granulat

2 spsk. kakaonibs

1/2 tsk. uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Start med at blende mandlerne til de er malet groft. Så tilsættes dadler, kikærter, kokosmælk, havregryn, kakao, afskallede hampefrø, instant kaffe og salt. Kør massen til den er sammenhængende. Nu tilsættes valnødder og kakaonibs og der blendes kortvarigt, så valnødderne stadig har bid.

Hvis du gerne vil have endnu mere chrunch i kuglerne, skal du starte med at blende kikærter, dadler, kokosmælk, havregryn, kakao, afskallede hampefrø, instantkaffe og salt. Blend til massen er sammenhængende. Så tilsætter du mandler, valnødder og kakaonibs til sidst og kører indtil du synes det har den struktur du synes om.

Rul nu massen til kugler. Du kan selv bestemme hvor små eller store de skal være. Sæt dem på køl, så de er kolde når du skal overtrække dem med chokolade. Så størkner chokoladen hurtigt.

Overtræk og topping:

150 g. mørk chokolade 85%

instant kaffe

frysetørret hindbær

appelsinskal skåret med juliennejern

Fremgangsmåde:

Smelt chokoladen over vandbad. Dyp kuglerne i den smeltede chokolade og læg dem på et stykke bagepapir. umiddelbart efter at du har dyppet dem i chokoladen skal du drysse det ovenpå som du ønsker. På halvdelen af kuglerne dryssede jeg instant kaffe, som jeg kom op i en lille sigte og brugte en ske til at gnide oven på kaffegranulatet og derved lave fint pulver af det.

På den anden halvdel kom jeg både frysetørret hindbær og appelsinskræl skåret med et juliennejern.

Du kan sagtens komme noget andet ovenpå. Brug hvad du har lyst til.

 

Rigtig god fornøjelse!!!

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.