Valnødde-daddelkaramel cubes

Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg er vild med at lave forskellige slags søde sager. Jeg synes det er så spændende at finde på opskrifter til søde sager der er fyldt med næring. Søde sager, hvor der er brugt sødemidler der samtidig med at de smager sødt også giver næring, i stedet for at dræne kroppen for energi. Så istedet for at bruge almindeligt hvidt sukker, bruger jeg helst forskellige slags tørrede frugter, ahornsirup eller de mørkeste typer uraffineret sukker.

Disse cubes indeholder dadler som sødemiddel. Fedtstoffet er kokosolie. (Brug en koldpresset en af slagsen.) Der er valgt valnødder for at få de gode omega3 fedtsyrer og den dejlige let bitre smag som valnødderne har. Du kan godt vælge andre typer nødder, men jeg synes valnødderne giver en dejlig smag her.

Her følger opskriften på de lækre cubes.

Bund:

Ingredienser:

90 g. valnødder

50 g. kokosmel

1/2 dl. smeltet kokosolie

4 dadler

Fremgangsmåde:

Kør det hele i en foodprocessor til massen kan presses sammen. Brug en form på ca. 13*19 cm. Beklæd den med bagepapir og pres massen ud i formen.

Mellemlag:

Ingredienser:

160 g. dadler (bløde dadler uden sten)

60 g. peanutbutter

5 spsk. mandelmælk eller anden plantemælk

3 spsk. smeltet kokosolie

1/2 tsk. vanillepulver

1/3 tsk. uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Kør alle ingredienser på en foodprocessor, til massen er helt findelt og til at smøre ud. Fordel massen over bunden.

Top:

75 g. 85% mørk chokolade

En lille håndfuld groft hakkede valnødder.

Smelt chokoladen forsigtigt over vandbad. Fordel den smeltede chokolade over mellemlaget og drys grofthakkede valnødder over den smeltede chokolade. Stil formen i fryseren i et par timer. Tag formen ud og løft massen op fra formen. Nu kan du skære konfekten ud i mindre stykker.

 

Velbekomme!!!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.