Bagte tomater og bagt knoldfennikel

Jeg er vild med bagte grønsager. Det trækker så mange andre smagsnuancer frem i grønsagerne hvis de bages. Bagte tomater ændrer fuldstændig karakter når de bages. Jo længere tid de bages og hvis man bager dem ved lave grader i meget lang tid kommer de til at smage himmelsk. Bagte tomater kan bruges som tilbehør til mange forskellige retter og man kan bruge dem som en del af grønne salater. De kan også bruges til tomatsuppe. Uhmmmmmm!!!!!! En tomatsuppe lavet af langtidsbagte tomater er bare sagen. Det er godt nok ikke tomatsæson lige nu, men jeg har nogle til at ligge i en skål som skal bruges. Og så har jeg næsten en hel knoldfennikel der trænger til at blive brugt.

Opslaget her er mest tænkt som inspiration til at bage grønsager der ligger og er blevet lidt slatne. Til at få det bedste ud af lidt kedelige grønsager.

Ingredienser:

250 g. cherrytomater eller en anden slags tomater.

3 spsk. olivenolie

1-2 spsk. balsamico

1-2  spsk. rapadura sukker eller anden mørk uraffineret sukker

1 tsk. uraffineret salt

friskkværnet peber

et drys tørret chili

frisk eller tørret timian

Fremgangsmåde:

Bag tomaterne for sig. Skær dem halvt over. Læg dem i et ildfast fad, smurt med olivenolie. Dryp olivenolie og balsamico ovenpå dem. Drys lidt rapadurasukker, uraffineret salt, friskkværnet peber, chili og timian over dem. Bag dem i en times tid ved 150 gr. varmluft. Du kan også vælge at bage dem i endnu længere tid ved lidt lavere grader 125 gr. Det synes jeg dog først man skal gøre , hvis man har rigtig mange tomater man vil bage. Ellers er det ret mange ressourcer at bruge til så lille en portion.

Bagt knoldfennikel:

Ingredienser:

1 knoldfennikel

2-3 spsk. olivenolie

uraffineret salt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Skær enden af knoldfennikelen. Skyl den grundigt. Skær den halvt over på langs og skær derefter de to halvdele i mindre stykker på langs. Rør olivenolie, salt og peber sammen og vend det sammen med fennikelstykkerne. Læg stykkerne i et ildfast smurt fad. Bag ved 175 gr. varmluft i ca. 1/2 time. Hold øje med at de ikke bliver for mørke. Rør evt. lidt i dem undervejs.

 

Nu kandu bruge de bagte grønsager i en grøn salat. Eller bare som tilbehør til en varm ret. Du kan også bruge det oven på en rugbrødsmad med hummus eller noget andet smørepålæg, i et pitabrød en wrap eller i en pandekage med grønsagsfyld.

Rigtig god fornøjelse!!!!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar