Kokosis med kikærter, jordskokker og hasselnødder

Jeg ved godt at det lyder mærkeligt. Jeg prøver bare at lege med råvarerne. At få næring og nydelse til at gå hånd i hånd. Her har jeg lavet en is hvor jeg  har prøvet at tilføje jordskokker fordi de indeholder rigtig mange præbiotika. Og jeg har også prøvet at tilsætte kikærter for at gøre isen mere blodsukkerstabiliserende via det høje proteinindhold. Da jeg synes at hasselnødder og jordskokker går ret godt sammen kom jeg hasselnødder i også. Som sødemiddel er der brugt dadler og ahornsirup. Og som smagsgiver kakao, som jo også indeholder en del antioxidanter. Kokosmælken binder det hele sammen med sin sødme og bløde konsistens.

Prøv dem, selv om det lyder specielt. De smager så lækkert.

Ingredienser til 6 is:

300 g. kokosmælk

125 g. kikærter (kogte)

100 g. jordskokker (kogte)

50 g. hasselnødder (ristede på en tør pande)+25 g. til at komme oven på chokoladeovertrækket på toppen af isen

50 g. bløde dadler (uden sten)

25 g. kakao

3 spsk. ahornsirup

1/4 tsk. uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Rist hasselnødderne på en tør pande.  Læg de ristede hasselnødder på et rent viskestykke og  læg noget af viskestykket ind over hasselnødderne. Nuldr nu skallerne af. Tag 25 g. fra til at komme på chokoladeovertrækket. Rens jordskokkerne og skær dem i mindre stykker. Kog dem til de er helt møre. Kom nu kokosmælk, de kogte kikærter, de kogte jordskokker, de ristede hasselnødder, dadler, ahornsirup, salt og kakao i en blender. Kør til massen er helt cremet og uden klumper. Hæld masen over i dine isforme og stil dem i fryseren natten over.

Overtræk:

75 g. mørk chokolade 85%

25 g. ristede hasselnødder

Fremgangsmåde:

Rist hasselnødderne, afskal dem og hak dem. Kom vand i en lille kasserolle. Bring det i kog. Sæt en skål over gryden. Bræk chokoladen i små stykker og kom den i skålen. Smelt chokoladen og dyp toppen af isene i det. Drys lidt hakkede hasselnødder over chokoladen straks efter at du har dyppet isen i chokoladen.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.