Glutenfrie boller med chiafrø og squash

Disse boller blev dejligt saftige og luftige, samtidig med at de har en knasende overflade. Jer der har set mine andre opskrifter på glutenfrit brød, vil vide at jeg har en svaghed for knas ovenpå bollerne. Hvis ikke det lige er dig, kan du blot undlade helt at komme noget ovenpå, eller også kan du f.eks. komme havreflager på.

Jeg synes at det er dejligt at variere, den slags brød jeg spiser. Jo større variation i valget af sunde råvarer, jo større variation er indtaget af forskellige slags vitaminer, mineraler og sporstoffer.

Det er lige nu sæson for squash, så det er bare med at bruge dem hvor de kan indgå i maden. Derfor har jeg tilsat revet squash i dejen til disse boller.

Ingredienser: 

(Jeg fik 16 boller ud af denne portion)

6 dl. vand

1 dl. loppefrøskaller (øko. loppefrøskaller der ikke er pulveriserede)

3 spsk. olivenolie

1/2 dl. chiafrø

100 g. hirsemel

100 g. quinoamel

ca. 75 g. havregryn (glutenfri)

150 g. revet squash

1 1/2 tsk. uraffineret salt

Birkes til at komme ovenpå

Sesamfrø til at komme ovenpå.

Fremgangsmåde:

Skyl squashen og riv den. Rør vand loppefrøskaller og chiafrø sammen. Lad det stå i ca. 10 min. til det begynder at gelere. Hvis du har en røremaskine er det en god idé at røre vand, loppefrøskaller og chia, grundigt sammen. Hvis ikke, kan du piske massen grundigt med et piskeris, eller bruge din håndmixer. Det synes jeg giver et mere luftigt brød. Nu tilsættes salt, olivenolie, revet squash, hirsemel og quinoamel. Rør grundigt eller ælt dejen grundigt. Tilsæt nu havregryn og rør eller ælt dejen grundigt igen tilsidst. Da der ikke er noget hævemiddel i disse boller kan du forme bollerne umiddelbart efter du har æltet dejen sammen.

Tag to mindre skåle. En med koldt vand og en med en blanding af birkes og sesamfrø. Form nu boller af dejen. Dyp hænderne i vand først, så overfladen af dejen bliver fugtig. Vend nu bollerne i frøblandingen. Gerne på begge sider. Du kan også blot gøre det på den øverste del af bollerne.

Bag nu bollerne i en forvarmet ovn, ved 200 gr. varmluft i 30-35 min. Vent med at skær de nybagte boller over til de er kølet af.

 

Rigtig god fornøjelse!!!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.