Sensommersalat med stegte majs og broccoli

Friske majs, skåret fra kolben og stegt i olivenolie, gurkemeje, urtesalt og friskkværnet peber. Det er bare guf. Og så er det endnu en god måde at få sneget vidunder krydderiet gurkemeje ind i hverdagskosten. Gurkemeje har især en antiinflammatorisk virkning. Så når man som jeg gør, bøvler med et par slidte skuldre, hvoraf den ene lige er nyopereret, er det med at tænke de antiinflammatoriske guldklumper ind i hverdagskosten. Ud over de stegte majs med gurkemeje, indeholder salaten også masser af broccoli, hjertesalat, rucola og ristede mandler med paprika og chili.

Der er ikke nogen dressing på salaten, da jeg synes at de stegte majs og de ristede mandler har så meget smag at det ikke er nødvendigt med en dressing. Salaten er også drysset let med urtesalt, chiliflager og friskkværnet peber til sidst. Så den har masser af smag og fylde.

Ingredienser:

(Til 4 personer som tilbehør)

1 broccoli

1 majskolbe

1 spsk olivenolie (til at stege majsene i)

1 tsk. gurkemeje

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

1 hjertesalat

75 g. rucolasalat

50 g. mandler

1 tsk. olivenolie

1/2 tsk.paprika

1/2 tsk. chiliflager

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

  • Start med at skære majsene fra kolben. Varm 1 spsk. olivenolie op på panden sammen med 1 tsk. gurkemeje. Tilsæt majsene og rør godt rundt, mens de steges. Tilsæt nu lidt uraffineret salt og friskkværnet peber. Steg til majsene har taget lidt farve. Sluk for varmen og lad den køle let af.
  • Skyl nu broccolien og skær broccolibuketterne af. Skær evt. buketterne over på langs. (Gem stokken til at bruge i en sammenkogt ret eller i smoothie eller saft.) Kog noget vand i en el-keddel. Læg nu broccolibuketterne i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem stå i 5-10 min. Hæld nu det varme vand fra og skyl broccolibuketterne med koldt vand.
  • Skyl hjertesalatet og skær enden fra. Tag nu bladene fra hinanden og skyl dem enkeltvis. Tør dem i en salatslynge eller i et rent viskestykke. Pluk nu bladene i mundrette stykker.
  • Skyl rucolasalaten og tør den i en salatslynge.
  • Rist mandlerne på en tør pande. Når de har taget lidt farve, tilsættes olivenolie, paprika, chiliflager, uraffineret salt og friskkværnet peber. Rør godt rundt og lad nu mandlerne køle let af. Hak dem groft.

Nu skal salaten anrettes. Start med at fordele rucola og hjertesalaten i bunden på et salatfad. Nu fordeles broccolibuketterne over salaten. Derefter fordeles de stegte majs og de ristede mandler. Slut af med at drysse lidt urtesalt eller uraffineret salt, friskkværnet peber og chiliflager over salaten til sidst.

Servér salaten som tilbehør til aftensmaden.

 

Rigtig god fornøjelse!!!!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar