Surkål med blomkål og gurkemeje

Denne surkål lavede jeg første gang for et års tid siden. Ville egentlig have delt opskriften før, men det gik i glemmebogen. Nu får I opskriften alligevel, for den fortjener at blive delt og brugt. Og så er det lige tiden nu, hvor kålen er super lækker og saftspændt, når den kommer direkte fra marken. Så kræver det normalt ikke så mange finger- og håndkræfter at knuge væsken ud af kålen.

Jeg har især brugt denne surkål som en del af en hjemmelavet remoulade. En remoulade med pre- og probiotika. Og det er jo ikke så ringe. Det er med at fodre de gode tarmbakterier hvor man kan komme til det.

At det smager super lækkert, er jo bare yderligere et plus.

Når jeg bruger denne surkål til remoulade, blander jeg det med en mayonnaise. 1 del af denne surkål, der finthakkes, sammen med 1 del mayonnaise. Det er naturligvis ikke helt som remoulade, men jeg bruger det som erstatning for remoulade.

Ingredienser:

750 g. hvidkål

100 g. gulerod

100 g. blomkål

50 g. æble

Frisk gurkemeje

1/2 tsk friskkværnet peber

20 g. uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Snit hvidkålen fint. Rens og riv guleroden groft. Skyl og rens blomkålen for grimme pletter. Del den i små buketter. Skyl æblet og riv det groft. Lad endelig skrællen sidde på æblet. Riv den friske gurkemeje fint.

Bland alle ingredienser i en stor skål. Nu skal du knuge og ælte det hele grundigt. ( Hvis du vil undgå at få gule fingre af det potente farvestof i gurkemejen, er det en god idé at have gummihandsker på.)  Bliv ved med at knuge til der begynder at blive frigivet væske fra kålen. Saltet og det at du knuger/ælter bevirker at der trænger vand ud fra kålen. Du skal blive ved til der er så meget væske at det kan dække kålblandingen.
Nu skal du have et glas (på 1 liter) med patentlåg klar. Det skal være helt rent. Skoldet med kogende vand.

Når du har knuget så meget vand ud af kålen, som du kan, skal det fyldes på patentglasset. Der skal bare være et par cm til kanten. Pres ned så væsken står over kålblandingen. Læg nu det hele kålblad ovenpå, så det holder blandingen under væsken. Der må ikke være noget af kålblandingen over vandet. Nu skal glasset lukkes og der skal være en gummiring med en lille “flip” på. Den skal man så trække i, så overtrykket kan komme ud. Det er vigtigt at man stiller glasset på en tallerken eller noget andet som kan opsamle den væske der måske løber ud, når fermenteringen starter. Efter et par dage ved stuetemperatur, begynder det at gære og fermentere. Det danner overtryk i glasset. Når man trækker i gummiringen, vil det syde og boble. Det er en god ide at lufte ud i glasset en gang dagligt. Hold eventuelt et stykke køkkenrulle for, da det godt kan sprøjte lidt med rødkålssaft. Jeg plejer ikke at lægge noget over glasset, men der er nogle der anbefaler at man stiller det mørkt eller lægger et klæde over glasset. Glasset skal nu stå ved stuetemperatur i ca. 3 uger. Derefter er det klart til at blive spist og fra nu af skal det stå på køl. Brug en ren gaffel, hver gang du tager noget fra glasset. Det kan holde sig i rigtig lang tid, selv om glasset har været åbnet. Bare det står koldt og man husker at bruge rent bestik til at tage det med.
Hvis du spiser et par skefulde dagligt, er du med til fodre de gode tarmbakterier og derved få en bedre og sundere tarmflora.

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.