Lækkerbiskner

Det er ved at være et stykke tid siden jeg har postet opskrifter på søde sager. Det kan jeg fortælle at der er en god grund til. Eller der er nok flere gode grunde til det. Den ene er at min inaktivitet pga. de skulderproblemer og den skulderoperation jeg har været igennem, havde bevirket at jeg var gået helt i stå i forhold til at få ordentligt motioneret. Det betød så at jeg begyndte at blive lige rigeligt stor. Det er simpelt hen meget enkelt, det der med at tage på. Hvis man spiser mere end man forbrænder, ja så sætter det sig på sidebenene.

Nu er det sådan at jeg ikke er gode venner med deciderede slankekure eller mange andre slags kure. Men at spise mindre portioner, flere grove grønsager og mindre af de meget kalorieholdige råvarer, føles rigtig godt. Samtidig har anskaffet mig en kondicykel, som jeg næsten hver dag tager en god cykeltur på, så jeg virkelig får sved på panden. Det føles rigtig godt at få pulsen op igen og komme til at svede tran. Det er kun indtil jeg igen kan komme til at cykle og løbe små ture at det er kondicyklen der skal tages i brug. Vil egentlig hellere ud og få frisk luft, men sådan kan det ikke lige blive nu.

Nå det var noget af en omvej jeg kom på der. Kort sagt er det fordi jeg er blevet for tyk, at jeg ikke har lavet så mange søde sager herinde, lige på det sidste.

Det skal der vist nok laves lidt om på. En gang imellem skal jeg huske godterne. De gode og nærende naturligvis. Så her kommer en lille lækkerbisken. Den består af tre lag. Et tykt lag i bunden, derefter et tyndt lag og tilsidst et lag med smeltet mørk chokolade og ristede valnødder med ahornsirup.

Ingredienser: (Bunden)

150 g. dadler (bløde uden sten)

75 g. tørrede abrikoser (usvovlede)

75 g. valnødder

75 g. peanutbutter (crunchy)

25 g. hampefrø

2 spsk. kakao

2 spsk. citronsaft eller appelsinsaft

1/2 tsk. uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Kom alle ingredienserne i en foodprocessor og kør til massen er findelt og nem at få til at hænge sammen. Find en form på ca. 13 cm *19 cm og beklæd den med bagepapir. Nu kommes massen i formen, presses helt ud til kanterne og glattes på overfladen.

Ingredienser : (Mellemlaget)

100 g. crunchy peanutbutter

4 spsk. ahornsirup

4 spsk. mandelmælk

1/4 tsk. uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Blend alle ingredienserne grundigt sammen. Fordel massen ovenpå det nederste lag.

Stil nu kassen i fryseren i en times tid.

Topping:

75 g. mørk chokolade 75-80%

50 g hakkede ristede valnødder

1 spsk ahornsirup.

Fremgangsmåde:

Rist de hakkede valnødder på en tør pande. Når de har taget en smule farve, tilsættes 1 spsk. ahornsirup. Rør grundigt i blandingen, så ahornsiruppen fordeles på valnøddestykkerne. Lad dem køle af. Smelt chokoladen forsigtigt over et vandbad og fordel det ud over massen. (Efter det har været i fryseren i en times tid.) Fordel nu de hakkede ristede valnødder over chokoladen. Sæt formen i fryseren i minimum en times tid, før du skærer lækkerbisknerne i små firkanter. På denne måde får du de fineste snit, når du skærer dem. Derefter skal de opbevares i fryser eller køleskab. Hvis du opbevarer dem i fryser, skal de ud en halv times tid før du skal spise dem.

Rigtig god fornøjelse!!!!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.