Æblekompot med abrikos, vanille og ingefær

Æblehøsten i år er og bliver helt utrolig. Jeg kan ikke huske at der har været så mange og så flotte æbler, som der er i år. Vi har kun to forskellige slags æbletræer. Et filippa og et ananasæble træ. Begge har båret/bærer de flotteste æbler, de har gjort i de ni år vi har boet her. Og på andre æbletræer som jeg har fulgt i mange flere år er det det samme. Så det er med at nyde de lækre frugter, mens de er i overflod. Jeg laver saft, kompot, kager, chutney og gufler løs mens de er friske og sprøde. Helst plukket lige fra træet.

Her til morgen lavede jeg en super dejlig æblekompot med tørrede, usvovlede abrikoser, vanille og ingefær. Den blev rigtig lækker. Opskriften på kompotten får du lige her.

Ingredienser:

ca. 400 g. æbler (jeg brugte Filippa )

75 g. tørrede usvovlede abrikoser (uden sten)

2 spsk. fintrevet frisk ingefær

1/2 tsk. ren vanillepulver

1/2 dl. vand

Fremgangsmåde:

Skyl æblerne. Skær dem over og fjern kernehuset. Skær æblerne i både og derefter i mindre stykker. Behold endelig skrællen på. Det er i og lige under skrællen, du finder mange af de vitaminer, der er i æblerne.  Skær abrikoserne i mindre stykker. Rens et stykke ingefær og riv det på et helt fint rivejern. Kom æblestykker, abrikosstykker, vanille og vand i en gryde. Læg låg på gryden og lad det simre ved lav varme til æblerne er kogt ud til mos. Det tager 10-15 min. alt efter hvilken sort æbler det er. Tilsæt revet ingefær de sidste par minutter. Lad det køle let af. Blend nu det hele med en stavblender. Kom kompotten i et skoldet og rengjort glas. Brug den oven på grød, som marmelade eller som på billedet sammen med soja/kokos/havre yoghurt og noget knas. Måske sammen med en granola el. mysli. Du kan også bare bruge kompotten som babymos. I så fald skal du lige justere på mængden af ingefær.

 

Rigtig god fornøjelse!!!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.