Æblekage

Dette år har været et helt usædvanligt godt æbleår. Vi har tre æbletræer i vores have ét gammelt et med ananasæbler og to med  Fillippa æbler. Især ananasæbletræet bar så mange æbler, så jeg frygtede at det ville flække. Det skete heldigvis ikke. Fillippa æbletræerne bar mere som sædvanlig. Æblerne på begge træer var usædvanligt flotte. Derfor har vi fået rigtig meget æblesaft, æblekager på forskellige måder og æblekompot. Der findes forskellige opskrifter på bloggen med æbler. Her får du en opskrift på en æblekage, som nok er den vi oftest har spist i vores familie. Den er vi alle vilde med. Jeg serverer den oftest med en vanillecreme eller lidt vanilleis ved siden. Mmmmm…..

En rigtig god ting ved denne kage er at den er utrolig nem at lave. Og så indeholder den ikke ret meget sukker og kun fuldkornsmel. Så man kan vel næsten sige at den er sund.

Ingredienser:

3-4 æbler

175 g. fuldkornsspeltmel

50 g. mandelmel (mandler blendet til mel) + en lille håndfuld hakkede mandler til at drysse ovenpå kagen

75 g. kokospalmesukker + lidt til at drysse ovenpå kagen

75 g. smeltet Smørbar + lidt til at smøre formen med

2 dl. havremælk

1 spsk æbleeddike

1 spsk. kanel + lidt til at drysse ovenpå kagen

1 tsk. bagepulver

1 tsk. natron

1/2 tsk. vanillepulver

1/3 tsk. uraffineret salt

Lidt rasp til at drysse i formen.

Fremgangsmåde:

Smør en springform på 22 cm. i diameter. med lidt Smørbar. Hæld lidt rasp i formen og fordel det i formen. Blend mandlerne til mel. Smelt smørret forsigtigt i en lille kasserolle. Hæld havremælk og æbleeddike oven i det smeltede, let afkølede smør(bar). Bland de tørre ingredienser i en skål. Fuldkornsspeltmel, kokospalmesukker, mandelmel, kanel, bagepulver, natron, vanillepulver og uraffineret salt. Skyl æblerne. Halvér dem og fjern kernehus. Skær nu æblerne i tynde både. Hæld nu  de våde ingredienser over i skålen med de tørre ingredienser. Rør grundigt med en grydeske og sørg for at alt melet er rørt godt ud i dejen. Hæld nu dejen over i den smurte form. Læg æblerne som du synes oven på dejen. Jeg synes kagen bliver smuk når man lægger æblebådene langs med kanten af formen. Læg en cirkel mere mod midten, hvor kanten på æblebådene vender den anden vej. (Se på billedet hvordan jeg har gjort)

Nu dysses lidt kanel, lidt kokospalmesukker og en lille håndfuld hakkede mandler på toppen af kagen. Bag kagen ved 170 gr. varmluft i ca. 40 min. Tag nu kagen ud af ovnen. Fjern det yderste af springformen og stil den på en rist så den kan køle af.

Nyd kagen sammen med en vanillecreme eller et stykke vanilleis.

 

Rigtig god bagefornøjelse!!!!!

 

Print Friendly, PDF & Email

One thought on “Æblekage

  1. Det ser virkelig lækkert ud! Hvis man ikke lige har fuldkornsspeltmel, kan fuldkornshvedemel så også gå an?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.