Indisk linseret med raita

Jeg elsker krydret mad. Ikke så krydret så krydderierne fuldstændig tager over og det er det eneste man kan smage. Men krydret så sanserne bliver pirret en smule. Og krydret, så jeg får en sansemæssig oplevelse.

Da jeg lavede denne linseret blev jeg sendt tilbage til Indien, hvor jeg som ung var på et eventyr i 3 måneder. Det er tre måneder jeg aldrig vil glemme. Dejligt at kunne mindes gennem maden. Jeg vil egentlig gerne have nogle flere indiske retter her på bloggen, så måske der følger et par stykker hen af vejen.

Jeg har det jo også med at eksperimentere og blande krydderier, så jeg holder mig nok ikke helt til de indiske traditioner. Jeg tager mig den frihed at smage mig frem. Her får du opskriften på denne Indiske linseret. ( Du kan finde to andre lidt forskellige gryderetter med røde linser på bloggen)

Ingredienser (Til 4 personer)

225 g. porrer

3 fed hvidløg

2 spsk. kokosolie

1 aubergine (ca. 300 g.)

300 g. blomkål

3 dl. røde splitlinser

800 g. hakkede flåede tomater

2 spsk. frisk revet ingefær

1 spsk. stødt spidskommen

1 spsk. gurkemeje

1-2 tsk stødt koriander

1 tsk. stødt kanel

1-2 tsk. chiliflager

6-8 dl. vand

uraffineret salt ( smag dig frem )

friskkværnet peber ( smag dig frem)

Fremgangsmåde:

Rens porrerne og skær dem i skrå, lidt grove stykker. Rens hvidløgsfeddene og skær dem i skiver. Skyl auberginen og skær den i lidt grove tern. Rens blomkålen og skær den i mundrette buketter. Skyl linserne grundigt i en sigte og lad dem dryppe af.

Varm kokosolien op i en gryde. Tilsæt ingefær, gurkemeje, spidskommen, koriander, chiliflager og kanel. Lad krydderierne bruse kortvarigt op. Nu tilsættes porrestykkerne og hvidløgsskiverne. Svits i et par minutter. Tilsæt nu aubergine ternene og blomkålsbuketterne. Svits yderligere et par minutter. Nu tilsættes linserne. Rør rundt så linserne blandes grundigt med resten af ingredienserne. Tilsæt nu de flåede hakkede tomater, noget salt og peber og noget af vandet. Rør grundigt og læg nu låg på gryden. Bring retten i kog og lad den simre, mens du rører i den ind imellem. Lad den simre til linserne er kogt ud. Det tager 15-20 minutter. Smag nu til med salt, peber og evt. de andre krydderier.

Raita:

Ingredienser:

2 dl. soja yoghurt

100 g. groft revet agurk

1/2 tsk. stødt spidskommen

1/2 tsk. stødt koriander

En lille håndfuld frisk mynte

uraffineret salt

friskmalet peber

Fremgangsmåde:

Skyl agurken og riv den groft. Skyl den friske mynte og hak den fint. Bland nu yoghurten med den revede agurk, den hakkede mynte, stødt koriander, stødt spidskommen, salt og peber. Bland det hele grundigt og smag til.

Servér linseretten med ris kogt med gurkemeje el. safran og raita.

 

Velbekomme!!!!

 

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.