Mandelmuffins med appelsin, kanel og kardemomme

Disse mandelmuffins med appelsin og kanel egner sig rigtig godt til at blive serveret i julemåneden. De smager skønt af appelsin og kanel. Og så er de fyldt med gode og nærende ingredienser. Mel lavet af mandler og mel af hele speltkerner, der er malet til mel. Der er brugt kokossukker, som er en utrolig velsmagende og lækker slags sukker, der ikke er raffineret men som indeholder nogle næringsstoffer, til forskel fra hvidt raffineret sukker. Ren appelsinsaft og fintrevet skal af en appelsin. Fedtstoffet er en koldpresset olivenolie. Og så er der ellers krydderier og lidt bagepulver.

Det bedste er selvfølgelig at de smager skønt. Du kan f.eks. servere dem sammen med lidt vanilleis og kakaonibs og bruge dem som dessert.

Ingredienser: (Til ca. 12 muffins)

200 g. mandelmel (mandler malet til mel)+ ca. 20 g. til at drysse ovenpå

200 g. fuldkorns speltmel

125 g. kokossukker

1 3/4 dl. friskpresset appelsinsaft

1 ½  dl. olivenolie

1 appelsin til at skære i skiver og komme ovenpå

1 1/2 spsk. stødt Ceylon kanel

1 spk. stødt kardemomme

½ tsk. ren vanillepulver

fintrevet skal af 1 appelsin

2 tsk. bagepulver

1/3 tsk. uraffineret salt

 

Fremgangsmåde:

Mal 200 g. mandler til mel. Riv skrællen af 1 appelsin med et fint rivejern.  Pres saften fra 3-4 appelsiner. Du skal bruge 1 ½ dl. appelsinsaft.

Bland nu de tørre ingredienser i en skål. (mandelmel, fuldkorns speltmel, kokossukker, kanel, kardemomme, vanille, bagepulver og uraffineret salt.) Bland de våde ingredienser i en skål. (olivenolie, appelsinsaft og fintrevet appelsinskal ) Bland de tørre ingredienser med de våde og rør dejen grundigt sammen. Fordel dejen i dine muffinforme. Det er svært at sige præcis hvor mange muffins der bliver ud af denne portion, da der er stor forskel på størrelsen af de forskellige typer forme, men jeg fik 12 stk. ud af denne portion.

Skær skrællen af en appelsin og skær den derefter i tynde skiver. Skær nu skiverne i kvarte eller i en størrelse der passer til dine muffins. Læg 1/4 appelsinskive på toppen af hver muffin og drys lidt mandelmel ovenpå.

Bag ved 175 gr. varmluft i ca. 20 min.

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.