Små glutenfrie bananbrød

Disse små bananbrød er lavet af glutenfrit havremel og bananer som basis og der er brugt dadler som sødemiddel. Jeg vil nærmest kalde dem en lille sund og lækker snack. De er nemme at lave. Og så smager de skønt og har en dejlig saftig krumme.

Brug dem evt. som en del af madpakken. Måske skal du bare undlade chokoladeovertrækket så. Det kommer an på hvor meget sødt der er plads til.

Jeg spiser dem som en eftermiddagssnack sammen med lidt frugt og en kop te eller kaffe.

Jeg brugte nogle små brødforme. Du kan i stedet bruge muffinforme.

Ingredienser:

Tørre ingredienser:
175 g havremel (havregryn blendet til mel)
2 spsk. chiafrø
1 1/2 tsk bagepulver (vinstensbagepulver)
1 tsk natron
1 1/2 tsk. stødt kanel
1 1/2 tsk. stødt kardemomme
1/2 tsk. uraffineret salt

Våde ingredienser:
250 g bananer (vægt uden skræl)
75 g dadler (bløde, uden sten)
75 g smørbar el. kokosolie (smeltet)
75 g peanutbutter
1 tsk. æbleeddike
1 dl. aquafaba ( kikærtevand ) *forklaring nederst

Fremgangsmåde:

Bland alle de tørre ingredienser i en skål.

Kom alle de våde ingredienser i en foodprocessor. Blend dem til massen er blevet ensartet og cremet.
Tilsæt derefter de tørre ingredienser. Kør til dejen er ensartet og glat. Fordel dejen små mini brødforme eller i muffinforme. Bag ved 160 gr. varmluft i ca. 25 min. Smelt evt. 50 g. 85% mørk chokolade forsigtigt over et vandbad. Fordel nu chokoladen over de små bananbrød.

*Aquafaba er kogevandet fra når man koger kikærter. Man kan også bruge kikærtevandet fra kikærter på dåse. Det bruges i stedet for æggehvide. Det kan piskes til skum ligesom når man pisker æggehvide til skum. Her har jeg brugt det i opskriften som erstatning for æg.

 

Rigtig god fornøjelse!!!!

Print Friendly, PDF & Email

One thought on “Små glutenfrie bananbrød

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.