Rødløgskompot

Hvis du er vild med syltede rødløg er jeg næsten sikker på at du også godt kan lide denne rødløgskompot. Rødløgskompotten er lavet på en anden måde med indeholder næsten de samme ingredienser. Og så er rødløgene først stegt i lidt olivenolie før sukker og balsamico bliver tilføjet. Rødløgskompot er et lækkert tilbehør til den varme mad og i en burger er det super lækkert som tilbehør.

Det er meget nemt at lave. Når du alligevel er igang, kan du lige så godt lave lidt ekstra, så du har til et stykke tid. Det kan holde sig længe, hvis du sørger for at skolde glassene før du kommer kompotten i dem og opbevare dem køleskabskoldt.

Ingredienser:

500 g rødløg

3 spsk. olivenolie

1/2 dl. kokossukker

1/2 dl. balsamico ( jeg brugte en granatæble balsamico)

1/4 tsk. uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Rens løgene og skær dem halvt over, fra bund til top (på langs). Skær nu de halve løg i strimler på langs. Kom olivenolien i en tykbundet gryde og steg nu løgene i ca. 5 min. til de er blevet bløde og klare. Tilsæt nu ca. 1/2 dl. kokossukker. Rør i blandingen og når sukkeret er opløst tilsættes balsamicoen.

Rør det hele grundigt sammen og skru nu ned for varmen. Lad blandingen simre i 7-10 min. Hold øje med at det ikke brænder på. Væsken skal være kogt godt ind. Kom nu balsamico rødløgene på et rengjort glas og luk dem til.

 

Rigtig god fornøjelse!!!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.