Spidskålsalat med bagte skorzonérrødder, appelsiner og ristede hasselnødder

Salaten her er lavet af spidskål, bagte skorzonérrødder, ristede hasselnødder, appelsiner og en dejlig frisk dressing. Skorzonérrødder er ikke en grønsag som man støder på særligt ofte. Det er egentlig lidt synd, da de både smager super lækkert og nøddeagtigt og samtidig indeholder en del præbiotika, som er med til at holde tarmfloraen sund. Skorzonérrødder bliver hurtigt brune efter de er skrællet. For at forhindre misfarvningen, kan man lægge dem i vand med citronsaft eller lidt eddike.

Salaten indeholder også spidskål, som bla. er fuld af gode fibre. Og appelsin, som indeholder en del c-vitamin. Dressingen er bla. lavet af hørfrøolie, som indeholder en del omega3 fedtsyrer. Alt i alt en salat hvor næring og nydelse går hånd i hånd. Og sådan skal det meste af den mad vi spiser helst være.

Ingredienser:

1/2 spidskål eller tilsvarende hvidkål

300 g. skorzonérrødder

2 appelsiner

75 g. hasselnødder

1 spsk. olivenolie

1 spsk. appelsinsaft

1 tsk. ahornsirup

uraffineret salt

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Rør olivenolien sammen med appelsinsaft, ahornsirup, salt og peber. Skræl skorzonérrødderne og skær dem i nogenlunde lige store stykker. Bland skorzonérrødderne med olivenolie/appelsin marinaden og læg dem i et ildfast fad. Bag dem ved 175 gr. varmluft, i ca. 30 min. tll de er blevet let gyldne og gennembagte. Læg hasselnødderne på et lille ildfast fad og bag dem samtidig i 10-15 min. til skallen begynder at sprække og de bliver let gyldne. Lad rødder og nødder køle af. Læg nu nødderne på et rent viskestykke og nulder skallerne af. Hak dem derefter groft.

Tag de yderste blade af spidskålet. Skær det halvt over på langs. Snit nu den ene halvdel af spidskålet helt fint. Gerne på et mandolinjern. Skær skrællen+ det hvide under skrællen, af de to appelsiner. Skær appelsinerne halvt over fra bund til top. Skær nu de fire halvdele i tynde skiver. Fjern eventuelle kerner.

Anret nu salaten. Læg det snittede spidskål i bunden af et salatfad. Fordel derefter de halve appelsinskiver, de bagte skorzonérrødder og de groft hakkede hasselnødder ud over salaten. Rør nu dressingen sammen og fordel den ud over salaten.

Dressing:

2 spsk. hørfrøolie el. olivenolie

2 spsk. appelsinsaft

1 spsk. ahornsirup

1 tsk. rosenpeber

Uraffineret salt (smag selv til)

friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Pres saften fra 1/2 appelsin. Kom to spsk. af appelsinsaften i en skål sammen med olie, ahornsirup, rosenpeber, salt og peber. Rør dressingen sammen og smag den til.

Velbekomme!!!!!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.