Havreblinis med vilde blåbær

Blinis med bær er bare så lækkert. Både serveret som morgenmad og serveret som dessert. Du kan skifte de vilde blåbær ud med andre slags bær. Du kan også bruge andre typer mel. Jeg har valgt at bruge almindelige havregryn. Hvis du vil have at dine blinis skal være 100 % glutenfrie skal du bruge glutenfrie havregryn.  Jeg serverede dem med sojayoghurt med lidt vanille, lidt ahornsirup og vilde blåbær. Og så toppede jeg med friske blåbær og fintrevet citronskal. Det er ikke så ringe. Faktisk ret lækkert.

Det er klart nemmest at lave blinis, der er samme størrelse, hvis du har en blinispande.

Ingredienser: (til ca. 25 stk.)

4 dl. plantemælk (her brugte jeg havremælk)(brug mandel, ris el. soja hvis det skal være glutenfrit)

175 g. fine havregryn (brug glutenfrie havregryn hvis du skal have 100% glutenfrit)

100 g. banan (godt moden, uden skræl)

50 g. crunchy peanutbutter

2 spsk. ahornsirup

1 tsk. bagepulver

1/4 tsk. uraffineret salt

Fintrevet skal af 1/2 citron

125 g. vilde blåbær (fra frost) eller andre bær

Kokosolie til at stege dem i

Fremgangsmåde:

Kom alle ingredienserne, undtagen de vilde blåbær i en blender. Blend til konsistensen er glat og ensartet. Tilsæt nu de vilde blåbær og rør rundt med en ske. De skal ikke blendes, men forblive hele i dejen. Varm en blinispande op og tilsæt en smule kokosolie i blinishullerne på panden og hæld dej oveni. Der skal ikke ret meget dej i, da dejen hæver op. Prøv dig frem og find den passende mængde dej. Steg dem på begge sider til de er gyldne og gennembagte. Læg dem på et fad og læg et klæde over dem, for at holde dem lune.

Servér evt. dine blinis med is eller en eller anden type planteyoghurt med bær og ahornsirup. Top dem med friske bær.

Velbekomme!!!!!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.