Flødekartofler med brændenælde og løvstikke

De meget næringsrige brændenælder står lige nu klar til at blive høstet og berige os med masser af vitaminer, mineraler og sporstoffer. De vokser lige der hvor de har de rette jordbundsforhold. Og det er synd og skam at vi ikke bruger dem mere end vi gør i vores madlavning. Især på dette tidspunkt af året hvor vi trænger til at blive ladet op med vitaminer og mineraler efter den mørke vinter.

Hvis du har tilgang til brændenælder og gerne vil prøve at bruge dem i madlavningen, men ikke er helt fortrolig med dem er her et par tips:

  • Brug havehandsker, hvis du vil plukke dem med hænderne.
  • Brug en saks til at klippe dem af med og hold en lille skål nedenunder, så de falder ned i skålen.
  • Brug topskuddene af planten.
  • Høst brændenælderne før de går i blomst/sætter frø.
  • Hvis du har dem i haven, kan du klippe dem ned om sommeren, så vil de komme igen og du kan høste dem endnu engang.
  • Læg brændenælderne i en sigte. Skyl dem og hæld derefter kogende vand over dem før du bruger dem. Nu kan du hakke dem og tilsætte dem til det du vil bruge dem til.

Ingredienser:

1 kg kartofler

1 l friske brændenælder

1 gren løvstikke

5 dl bouillon

2 dl sojafløde

fintrevet muskatnød

friskkværnet peber

uraffineret salt

25 g Smørbar

Fremgangsmåde:

Skrub kartoflerne. Skær dem i tynde skiver. Det er meget nemt hvis du har en foodprocessor til at snitte dem i tynde skiver med. Smør et fad med olivenolie eller smør(bar). Fordel de skiveskårede kartofler i fadet. Skyl brændenælderne i en sigte og overhæld dem derefter med kogende vand. Pres derefter det overskydende vand fra dem og hak dem fint. Skyl løvstikken og fjern den grove stængel. (Den kan du gemme og koge sammen med kartofler) Hak løvstikken fint. Fordel nu de hakkede brændenælder og det hakkede løvstikke mellem kartoflerne. Bland 1/2 l kogende vand med bouillon og 2 dl. fløde (soja, havre, mandel el. risfløde ) Hvis du gerne vil have at flødekartoflerne skal være mere cremede kan du ændre på fordelingen af bouillon og fløde. Tilsæt i så fald noget mere fløde og mindre bouillon. Jeg kan bedst lide den som jeg har lavet den her. Hæld blandingen over kartoffel/ brændenælde/ løvstikkeblandingen. Drys derefter friskrevet muskatnød og friskkværnet peber på toppen og fordel tilsidst nogle små tern af smørbar ud over overfladen af kartoffelfaddet. Kom fadet i en forvarmet ovn v. 200 gr. varmluft i 45-60 min. Tiden afhænger lidt af hvor tykt et lag, du har lagt kartoffelskiverne i.

 

Rigtig god fornøjelse!!!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.