Hindbær rawcake

Denne rawcake har jeg lavet mange gange efterhånden. Blandt andet var den en del af menuen på nogle af de workshops og madlavningskurser jeg holdt i 2017. Og herhjemme er den også blevet lavet ved særlige lejligheder, samt til en af mine veninders 50 års fødselsdag. Den er altid blevet modtaget vel. Kagen fortjener at komme på bloggen, så der er flere der kan få glæde af den. Den er super lækker aromatisk og frisk af hindbærrene og fyldt med sødme og knas fra nødderne og de tørrede frugter. Kagen skal serveres i små stykker. Jeg har her valgt at drysse rødbedepulver over den og komme smeltet chokolade på. Ved servering er den pyntet med friske hindbær. Du kan også bruge hindbærstøv, hvis du nemmere kan få fat på det.

Bund:

Ingredienser:

100 g mandler

100 g hasselnødder

125 g dadler

50 g abrikoser

25 g kokosolie

1/3 tsk uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Blend først mandler og nødder. Der må godt være en smule crunch i. Kom derefter dadler, abrikoser og kokosolie i foodprocessoren. Kør til massen kan presses sammen med hænderne.

Kom bagepapir i en form og pres massen fast sammen i bunden. Formen skal være ca. 20 cm. * 20 cm.

Top:

 Ingredienser:

250 g cashewnødder ( sættes i blød natten over i køleskabet, eller overhældes med kogende vand og står et par timer)

200 g hindbær (friske eller optøede fra frost)

75 g kokosolie

1 dl. ahornsirup

1 spsk rødbedepulver

½ tsk. vanillepulver

Topping:

Ingredienser:

50 g smeltet mørk chokolade 70 %

1 spsk rødbedepulver ellerr hindbærstøv(pulver)

Friske hindbær til pynt ved servering.

Fremgangsmåde:

Sæt cashewnødderne i blød, natten over i køleskab. (Eller hæld kogende vand over dem og lad dem stå i et par timer.) Hæld nu vandet fra dem. Smelt kokosolien forsigtigt.  Kom de udblødte cashewnødder, den smeltede kokosolie, ahornsirup, vanillepulver, rødbedepulver og hindbær i en blender. Kør nu til massen er så glat som muligt. Det fungerer bedst med en kraftig blender. Hæld nu massen over bunden og glat den fint ud.

Stil formen i fryseren i 3-4 timer. Lav den gerne dagen før. Løft kagen op af formen og skær evt. kanterne af. Skær nu kagen i 16 stykker. ( 4*4 stykker). Du kan sagtens skære den i 25 stykker i stedet for (5*5 stykker) Vurdér selv hvor store stykkerne skal være. Det afhænger lidt af i hvilken sammenhæng de serveres.

Rigtig god fornøjelse!

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.