Sensommersalat med bagt rødbede, hokkaido og kogt perlespelt

Sensommer er lig med overflod af rodfrugter, kål, frugter, bær og alt muligt andet godt. En luksus tid på året, når man er plante elsker. Og det er nu tiden for de bagte rodfrugter starter. Denne salat indeholder både bagt rødbede, bagt hokkaido, grønkål og blåbær. Altsammen nogle af sensommerens råvarer.  Salaten her egner sig som frokostsalat, da den er meget mættende og kun kræver noget ekstra proteinholdigt ved siden, for at være et fuldgyldigt måltid. I dag spiste vi noget fermenteret tofu ved siden af.

Hele salaten er beregnet til 4 personer som tilbehør.

Kogt perlebyg

Ingredienser:

1 1/2 dl perlebyg, -rug eller -spelt

3 dl vand

1/2 tsk uraffineret salt

Fremgangsmåde:

Skyl perlebyggen grundigt. Kog den derefter i dobbelt mængde vand + salt. Kog til kernerne er møre. Det tager ca 30 min. 

Persilledressing ( til at vende i perlespelten)

Ingredienser:

1 lille bdt. kruspersille

1/2 dl olivenolie

2 spsk citronsaft

1-2 fed hvidløg

Uraffineret salt

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Skyl persillen grundigt og tør den. Tag de groveste stilke af og kom den resterende persille i et blenderglas. Rens to fed hvidløg og pres dem. Skær en citron over og pres den ene halvdel. Tilføj nu olivenolie,  citronsaft, presset hvidløg, uraffineret salt og friskkværnet peber i blenderglasset. Blend til dressingen er findelt. Smag til med salt, peber og citronsaft. Bland et par spsk. af dressingen med den kogte perlespelt. Gem resten til at bruge som ekstra dressing over salaten. 

Bagte rødbede- og hokkaidostykker

Ingredienser:

500 g rødbeder

500 g hokkaido 

3 spsk olivenolie

1 1/2 spsk balsamico

1 1/2 spsk ahornsirup

1 1/2 tsk uraffineret salt 

Friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

Skræl rødbederne og skær dem i mundrette stykker. Skyl hokkaidoen på overfladen og skær den over på midten. Fjern frøene. Hvis skrællen ikke er alt for hård, skal den bare have lov at blive på. Senere på sæsonen når skrællen er blevet meget hård er det en god idé at skære den af. Skær nu hokkaidoen i mundrette stykker. 

Rør nu olivenolie, balsamico, ahornsirup, salt og peber sammen. Læg rødbedestykkerne i en skål og bland halvdelen af marinaden med dem. Fordel dem nu på et stykke bagepapir på en bageplade og bag dem i ca. 40 min ved 200 gr varmluft. 

Gør det samme med hokkaidostykkerne og fordel den anden halvdel af marinaden over dem. Læg dem ligeledes på et stykke bagepapir for sig og bag dem i ca 30 min ved 200gr varmluft. 

Lad de bagte grønsager køle af inden du anretter salaten. 

 

Blandet grøn salat ( til at lægge i bunden af salaten )+blåbær til at toppe salaten med

Ingredienser:

6-8 blade grønkål (alt efter størrelse)

1 hjertesalat ( eller tilsvarende mængde anden slags grøn salat)

2 håndfulde blåbær

Fremgangsmåde:

Skær enden af hjertesalaten og fjern de grove ribber fra grønkålen. Skyl grønkålsbladene og hjertesalaten. Pluk nu salaten i mindre stykker. Massér grønkålen og hak den fint.

Anretning af salaten:

Fordel grønkål og salat i bunden på et fad. Fordel nu de bagte rødbeder og de bagte hokkaidostykker over salaten. Derefter fordeles den kogte perlebyg med persilledressing over de øvrige ingredienser. Til sidst toppes salaten med friske blåbær + evt. lidt mere af persilledressingen. 

 

Velbekomme!

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.