Disse konfektkugler skal man passe lidt på med at begynde at lave. De er fristende lækre og velsmagende. Supernemme at lave og så kan man variere indholdet alt efter hvad man lige har af tørrede frugter og nødder i skabe og skuffer. Man kan starte med denne version og så arbejde ud fra den.
Jeg har først kaldt kuglerne “Flerfarvede Konfektkugler”, men da jeg jeg syntes at det lød lidt kedeligt, spurgte jeg om hjælp på min Facebook gruppe. Der kom vildt mange sjove og fine forslag. Jeg valgte at de skulle hedde Konfetti kugler. Tusind tak for forslaget, Lise Evald Hansen.
Kuglerne er efterfølgende rullet i kokos med tre forskellige farver. Grøn, gul og rød. Og nogle med ren kokosmel uden farve. De tre slags farver er helt naturlige farvestoffer. Den grønne farve er fra spirulina, den gule fra gurkemeje og den røde fra rødbedepulver.
Dejligt at kunne servere farverige søde sager der er helt naturlige og ikke indeholder kemi.
Ingredienser:
150 g dadler
75 g abrikoser
100 g mandler
50 g cashewnødder
25 g chiafrø (2 store spsk)
50 g kakao
75 g kokosmel
50 g kokosolie
0,75 dl appelsinsaft
1 tsk vanillepulver
fintrevet skal af 1/2 appelsin (øko naturligvis)
1/4 tsk salt
Fremgangsmåde:
Alle ingredienser kommes i foodprocessoren og køres til massen er ensartet. Rulles til kugler og vendes i kokosmel.
3 slags farvet kokos:
- Grøn: 1 tsk. spirulina + 1 dl. kokosmel, der kortvarigt blendes
- Rød: 1 tsk. rødbedepulver + 1 dl. kokosmel, der kortvarigt blendes
- Gul: 1 tsk. gurkemeje + 1 dl. kokosmel, der kortvarigt blendes
Rul kuglerne i de tre forskelligt farvede kokosmel. Eller rul dem i rent kokosmel.
Go fornøjelse!!