Æblekompot med gulerod, kanel og gurkemeje - Mad med glød

Æblekompot med gulerod, kanel og gurkemeje

Denne lækre kompot laver jeg både herhjemme og i vuggestuen, hvor jeg er madmor. I vuggestuen står menuen på grød, hver mandag.  Til grøden får børnene altid en form for frugtkompot, og et friskkværnet nøddedrys ovenpå. Denne version serverer jeg ind imellem og børnene er vilde med den. Herhjemme bruger vi både kompotten ovenpå grød og  som marmelade oven på en ostemad.

Gulerødder er rigtig gode at bruge i denne kompot. De giver sødme, en smuk farve og et tilskud af grønsager, til morgenmaden, hvis du bruger det oven på grøden.

Der er  forskel på sødmen i de forskellige slags æbler. Derfor kan det godt være at du skal ændre lidt på mængden af abrikoser. Jeg har brugt Fillippa æbler fra vores eget dejlige æbletræ, i denne opskrift. Smag dig frem. Jeg vil anbefale at du ikke skræller æblerne. Der sidder meget af smagen og mange vitaminer i skrællen og lige under. Så lad endelig skrællen sidde på.

200 g æble (uden kernehus, med skræl, skåret i mindre stykker)

75 g gulerod ( renset, i mindre stykker)

50 g abrikoser ( i mindre stykker , økologiske usvovlede)

1/2 -1 dl vand

1/2 kanelstang

1 tsk gurkemejepulver el et stykke renset frisk gurkemeje i små skiver

Kom alle ingredienser i en gryde. Kog det forsigtigt, til alt er mørt. Det tager ca 10 min. Fisk nu kanelstangen op. Blend det hele med en stavblender, til det har en ensartet konsistens. Kom kompotten på et rengjort glas og opbevar det på køl. Brug den ovenpå morgengrøden, eller som marmelade ovenpå en mad.

Velbekomme!!

Print Friendly, PDF & Email

6 thoughts on “Æblekompot med gulerod, kanel og gurkemeje

  1. Hej
    Det ser rigtigt lækker ud og jeg vil da prøve kompotten i den vuggestue, hvor jeg arbejder 🙂
    Tak.. Jeg synes tit jeg mangler inspiration til grøden. I vuggeren har vi også grøddag om mandagen. Jeg har lavet forskellige perlespelt-, bygotto-,risotto nogle gange, men børnene vil gerne have “mælk”grøden….

    Kh
    Hanne

    1. Hej Hanne!
      “Mine” børn er også vilde med at få grød. Jeg tilføjer så bare revede gulerødder el hokkaido, for at få lidt grønsager også, ind imellem. Jeg laver også altid en eller anden frugtkompot, sødet med lidt tørrede frugter og så et blandet nødde/hørfrødrys for at få nogle flerumættede fedtsyrer og lidt knas. De forskellige slags “kornotto” har jeg ikke serveret på grøddagen endnu. Men jeg laver salater med de forskellige perlekorn. Hvad siger “dine” børn til feks bygotto og risotto?

      Vh
      Anette

      1. Børnene er ikke vild med det…. Prøver i perioden, for at de skal lære otto at kende.. Men… De hopper ikke hvad som helst 🙂 Jeg laver også kompot til grøden. F.eks blommer med lakrids, æblemos sødet med abrikos og smagt til kanel eller vanilje..
        Tørrede æbletern … en gang om året hyldesirup… Overvejer noget med hyben og havtorn, men jeg vil gerne have det økologisk og det hænger ikke altid sammen med tid, penge og indkøbsaftaler…
        Og det kræver lidt at få grøntsager med når der er grød på menuen, men så serverer jeg gerne grøntsager til eftermiddagsmaden…

        Tak for dejlig inspiration 🙂

        1. Hejsa!
          Det lyder rigtig lækkert, dine tilbehør til grøden. Hvad er det “dine børn” ikke er vilde med? Ja, det der med at få flere grønsager ind på grøddagen, kræver kreativitet og måske lidt grønt serveret til eftermiddagsmaden. Det der med økonomien og indkøbsaftalerne oplever jeg også er en stor udfordring. Det sætter sine begrænsninger. Go arbejdslyst!

          Vh
          Anette

  2. Børnene er ikke vilde med at der bliver blandet for mange ingredienser sammen…. De synes det er lidt grænseoverskrigende, når der kommer bagte grønsager i de forsekllige ottoer. Ærter går hellere ikke, jeg har serveret grønsagerne ved siden af således at de selv skal komme dem på, det hjalp noget 🙂
    God weekend
    Kh Hanne

    1. Hej igen!
      Ja, jeg har også oftest erfaret at børnene foretrækker at få mad som ikke er alt for sammenblandet. De kan rigtig godt lide at kunne se hvad der er i. Og så kan de også godt lide selv at kunne vælge. Enten ikke for mange ting blandet sammen, eller blendede supper osv.
      God weekend til dig også.
      Vh
      Anette

Skriv et svar