Boller med ris- og kikærtemel, revet squash og gulerod - Vegansk opskrift - Mad med glød

Boller med ris- og kikærtemel, revet squash og gulerod

Disse boller indeholder både grønsager, kikærter, olivenolie og ris. Det er da smart. De er næsten et lille fuldgyldigt måltid i sig selv. Med noget proteinrigt pålæg vil sådan en bolle sørge for at blodsukkeret ikke kommer på rutchetur. På billedet er de brugt som et mellemmåltid med peanutbutter og banan eller jordbær og så med lidt kakaonibs ovenpå. En lille lækkerbidsken.

Bollerne er sprøde og lækre i skorpen og bløde og luftige indeni. Dejen er rørt på en røremaskine. Det giver et mere luftigt og ikke så kompakt brød. Hvis man kke har en røremasine, er det en god idé at piske loppefrøskallerne grundigt sammen med vandet, når det har stået og geleret i nogle minutter.

Opskriften er til ca 20 stk:

6 dl vand

1 dl loppefrøskaller

1 spsk pulveriserede loppefrøskaller

2 spsk chiafrø

1/4 dl olivenolie

100 g groft revede gulerødder

100 g groft revede squash

2 dl kikærtemel

2 1/2-3 dl rismel

1 1/2 tsk uraffineret salt

Rør vand loppefrøskaller, de pulveriserede loppefrøskaller og chiafrø sammen. Lad det stå og gelere i ca 5 min. Hvis du har en røremaskine, rører du nu massen i nogle minutter. Hvis du skal ælte det i hånden, er det en god idé at bruge et piskeris eller en elmixer og piske massen i et par minutter. Det gør brødet mere luftigt. Tilsæt nu de groftrevede gulerødder, det groftrevede squash, olivenolie, salt og kikærtemel. Rør dejen i et par minutter og tilføj nu lidt efter lidt rismelet. Dejen skal være blød men sammenhængende og til at forme som boller. Det kræver lidt øvelse at vide hvordan dejen skal føles for at den bliver god. Så der er ikke andet at gøre end at prøve sig frem og få noget erfaring med hvordan dejen skal føles.

Nu tages to skåle. Den ene skal der vand i, den anden blandede frø og kerner, til at komme ovenpå bollerne. Jeg brugte en blanding af sesamfrø og birkes. Du kan vælge en anden slags drys ovenpå, hvis du hellere vil have noget andet ovenpå. Feks, glutenfrie havreflager, boghvedeflager eller quinoaflager. Du kan også helt lade være at komme noget ovenpå.

Nu dypper du hænderne i vandet og tager en klump dej, som formes til en bolle og rulles. Bollen vendes i frøblandingen og sættes på en bageplade med bagepapir.

Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 200 gr. varmluft i 30-35 minutter. De skal være gyldne men ikke for mørke i overfladen. Lad bollerne køle let af inden du skærer dem over. Hvis de stadig er varme når man skærer i dem, kan de godt være klæge indeni.

 

Velbekomme!!

Print Friendly, PDF & Email

9 thoughts on “Boller med ris- og kikærtemel, revet squash og gulerod

  1. Hejsa de ser superlækre ud de boller men jeg kommer til kort hver gang der står at noget skal bages med varmluft for mit komfur er 23 år gammelt og der var varmluft ikke opfundet så what to do …..I alm ovn? Kh Jette

    1. Hej Jette!
      Flot at dit komfur stadig virker efter så mange år. Du kan sagtens bruge det/den til at bage bollerne i. Normalt siger man at en almindelig ovn skal bage med ca 25 grader højere temperatur. Jeg synes bare du skal prøve at se hvordan de bliver ved 200 gr i din ovn.
      God fornøjelse.
      Venlig hilsen
      Anette

    1. Hej Bjarne!
      Nej! Jeg bruger sjældent gær i mine glutenfrie opskrifter. Jeg synes at de bliver luftige nok uden. Som der står i opskriften er det vigtigt at piske eller røre loppefrø/vand blandingen grundigt, før du ælter de øvrige ingredienser i. Rigtig god fornøjelse.

      Vh Anette

  2. 1000 tak for en god opskrift. Jeg lavede bollerne ret små og de hævede til dobbelt størrelse. De er lette og fugtige efter flere dage. For øvrigt brugte jeg persillerod istedet for squash, det smager godt, især hvis man putter friske spirer i bollen som pålæg. Jeg vil også prøve med græskar i dejen, da jeg har mange af dem.

Skriv et svar