Grøn smoothiebowl med spinat og avocado - Vegansk opskrift - Mad med glød

Grøn smoothiebowl med spinat og avocado

En smoothie bowl er egentlig bare en tyk smoothie. Det vil sige at den skal spises med ske, i stedet for at skulle drikkes. Det er en suveræn måde at få en masse gode nærende råvarer, på en enkel og rimelig hurtig måde. Du skal bare have en god stavblender og et højt glas til at blende det i. Du kan naturligvis også bruge en alm. blender, eller en foodprocessor. Jeg vil bare gerne undgå at skulle bruge for meget tid på at skulle vaske op osv. Så for mig er en stavblender og blenderglas suverænt. Hurtigt og nemt og super lækkert.

Det er en rigtig god idé at toppe det med nogle hakkede nødder, frugter i mindre stykker, hampefrø, kakaonibs osv. Jeg synes at det er en anden oplevelse at spise maden, når den indeholder flere forskellige konsistenser.Visuelt er det også en større oplevelse og nydelse med forskellige toppings. Husk, at vi også spiser med øjnene. Jeg tænker ud over selve den næring og vitalitet der helst skal være i den mad jeg spiser, også meget i at maden er indbydende og smuk at se på. Jeg tænker ofte i farvetemaer når jeg sammensætter mine måltider.

Denne smoothiebowl er som sagt i det grønne hjørne. Den indeholder masser af gode næringsstoffer, gode fedtstoffer, masser af vitaminer, mineraler og sekundærstoffer. Jeg har tilsat spirulina, som er lavet af alger. Det er et meget næringsrigt produkt, som jeg oftes tilsætter i mine smoothies eller smoothiebowls. Det kan også bare røres ud i vand og drikkes. Det indeholder alle de essentielle aminosyrer,  klorofyl, beta caroten og phycocyanin, som skulle hjælpe leveren i sin afgiftningsproces. Alt i alt et utrolig næringsrigt tilskud.

Til 1 person:

75 g avocado  ( kødet fra 1 avocado)

75 g frosset banan

50 g frosset spinat

20 g cashewnødder

10 g ingefær ( skåret i små stykker)

1/2 tsk spirulina ( kan udelades, det giver ud over en masse vitaminer og mineraler, en kraftig  grøn farve)

1/2 dl mandelmælk el anden plantebaseret drik.

1/3 vanillepulver

Alle ingredienser blendes grundigt sammen, til en ensartet konsistens.

Jeg serverede det i en skål og toppede med

4-5 jordbær (skåret i skiver)

1 kiwi (skrællet og skåret i mindre stykker)

2 spsk kakaonibs

Du kan selv eksperimentere med forskellige slags topping. Det her var lige hvad jeg havde liggende.

 

God fornøjelse!!!

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar